Politi melder om stille og rolig J-dag
Fredag aften blev der traditionen tro holdt årets J-dag, hvor årets julebryg blev introduceret.
Selvom gader og stræder over hele Nordjylland var fyldt med festglade mennesker, så melder Nordjyllands Politi om en stille og rolig nat og aften.
- Det har været rigtig roligt i forhold til, at der har været så mange mennesker i byen, konstaterer vagtchef Bruno Brix.
Aftnen er dog ikke forløbet helt uden politiets involvering.
- Der har været nogle små ting, men det er der næsten altid. Det har egentlig været rimelig roligt til, at der har været så mange mennesker, pointerer vagtchefen.