Pirates-guldfugl flyver til ærkerivalerne
Det bliver et ganske anderledes hold, der skøjter på isen, når sommerferien er forbi for de nordjyske ishockey-giganter, Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates.
Begge har været ude i en manøvre for at sikre ekstra kapital i millionklassen.
Nu er nogle af de penge brugt af White Hawks, der røg ind i en fiasko-sæson uden slutspil, på at hente en af ligaens - på papiret - største danske profiler.
Thomas Spelling skifter fra Aalborg til Frederikshavn i næste sæson.
Og der er tale om en regulær guldfugl, der hele seks gange er blevet dansk mester.
Derudover tæller CV'et også et draft pick i NHL for New York Rangers, samt ophold i både Herning og Sønderjyske, inden han har været en del af Aalborgs rejse mod at blive guldbejler år-efter-år.
I sin første sæson lavede han hele 67 point for piraterne, men siden er det gået ned af bakke med produktionen og efter det ufrivillige exit i semifinalerne mod Esbjerg, har sportchef Ronny Larsen benyttet en klausul til at opsige samarbejdet et år før kontraktudløb.
Det har Frederikshavn og sportschef Kasper Kristensen udnyttet til at hente et kommende "omdrejningspunkt" for holdet.
Den hårdtskydende forward ligger heller ikke selv skjul på, at både han selv og hans hold trænger til forandringer - til det bedre:
- Jeg ser selv muligheden for at genstarte min karriere med et klubskifte til Frederikshavn White Hawks. Jeg synes, deres ambitioner ligner meget mine, nu hvor man skal genrejse White Hawks, siger Thomas Spelling, der får nummer 53 for Frederikshavn.