Foran cirka 160 klubfolk modtog repræsentanter fra Vrå/Børglum IF's bestyrelse prisen som Årets Fodboldklub i Region 1 2024.
Det sker især fordi, at klubben syd for Hjørring på udmærket vis har fokuseret på at tiltrække og fastholde flere frivillige samt værdsætte dem for deres vigtige og uundværlige arbejde.
Målrettet rekruttering og konkrete arbejdsbeskrivelser har resulteret i, at forældrene til de børn og unge der spiller i klubben glædeligt hjælper til, når klubbens store årlige arrangementer løber af stablen.
Alene i år er det lykkedes at engagere hele 70 nye frivillige, der blandt andet har hjulpet med at afvikle en fodboldweekend.
- Årets Fodboldweekend blev afsluttet med landskamp på storskærm og fællesspisning. Arrangementet vokser år for år, og det er fantastisk at mærke den fælles opbakning i klubben," lyder det i indstillingen.
Ændringer kan mærkes på Vrå stadion
For at optimere udviklingen både på og udenfor banen, har klubben ansat en børne- og ungdomsudviklingstræner, og det har allerede båret frugt.
De synlige resultater og uddannelse af klubbens trænere har givet klubben et løft, der kan mærkes på Vrå Stadion.
- Klubben tilbyder uddannelse til alle trænere, og man kan tydeligt se, hvordan det styrker både det sportslige niveau og fællesskabet i klubben," lyder det videre i indstillingen.
Den næste pris sat på højkant er Årets Fodboldklub i Danmark, og her er Vrå/Børglum IF automatisk med i puljen om at vinde. Derfor skal der krydses fingre i starten af 2025, hvor prisen uddeles.