Nyt uvejr - kraftig regn og risiko for oversvømmelser
Det kan være en god idé at tage paraplyen under armen, hvis man skal ud i det danske efterårsvejr i løbet af i dag.
TV 2 varsler nemlig om kraftig regn og risiko for oversvømmelser.
Varslet gælder for store dele af Jylland, og i den forbindelse går Nordjylland ikke fri. Her varsles der om kraftig regn i dele af regionen helt frem til søndag aften klokken 23, mens uvejret bør ophøre ved 16-tiden i den centrale del af Jylland.
Ifølge TV 2's prognoser kan der komme 25 til 30 millimeter regn i løbet af seks timer. Det kan betyde oversvømmelser, da flere vandløb i forvejen er fyldt op med store mængder vand.
Oktober har i det hele taget været en særdeles blæsende og våd en af slagsen. For lidt over en uge siden rev et 332 meter langt skrotskib sig løst i Frederikshavn på grund af den voldsomme blæst.
Trampoliner er også tidligere blæst væk, og for et par uger siden gik Limfjorden over sine bredder ved Kulturbroen i Aalborg, hvor vejen var oversvømmet, hvilket betød, at flere biler stod i vand.
Med dagens regnvejr er oktober da også den, ifølge DMI, 10. mest våde oktober i dansk vejrhistorie.
Lige nu er der faldet 124 millimeter regn. Mere er dog i vente, og derfor kan årets oktober meget vel være den sjette mest våde af sin slags nogensinde efter i dag.