Kort Nyt

Nye Borgerlige opløser folketingsgruppen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Partiformand Pernille Vermund har opløst Nye Borgerlige.

Det skriver hun i et opslag på Facebook og på X, hvor hun begrunder beslutningen:

- Med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister.

Beslutningen er sket i fællesskab med partiets nordjyske folketingsmedlem Kim Edberg Andersen, der har siddet med intet mindre end 35 ordførerskaber i partiet.

Nye Borgerlige var kun tre medlemmer i Folketingsgruppen, men Peter Seier Christensen blev sygemeldt. Først med stress og siden med kræft. Han har været væk fra Folketinget i næsten et år.

- Min partifælle Kim Edberg Andersen og jeg aftalte, at vi ville dække Peters områder og fortsætte kampen. Men vi aftalte også, at hvis opgaven viste sig umulig – eller ligefrem ville skade det borgerlige Danmark med potentielt stemmespild - ville vi tage ansvaret på os og nødlande ansvarligt, skriver Pernille Vermund i sit Facebookopslag.

Nye Borgerlige blev stiftet for otte år siden og har siddet da kæmpet for en strammere udlændingepolitik.

Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen meddelte tidligere i dag Nye Borgerliges hovedbestyrelse, at deres anbefaling var, at folketingsgruppen skulle nedlægges. Den indstilling valgte hovedbestyrelsen at følge, og i den kommende tid skal de nu have styr på praktikken i forhold til opløsningen.

TV2 Nord arbejder på at få en kommentar fra Kim Edberg Andersen, der nu bliver løsgænger.

I følge TV2 vil de tre tidligere Nye Borgerlige medlemmer nu melde sig ind i et andet borgerligt parti.

Varm og meget vindstille dag i vente

Du har nok oplevet tågen igen fredag morgen, men den forsvinder heldigvis i løbet af morgentimerne.

Vinden har til gengæld næsten ikke vist sit ansigt, da den flere steder kun har bevæget sig med en meter i sekundet.

Det ser også ud til, at den ikke vil røre særlig meget på sig op ad dagen.

- Temperaturen bør kunne nå op på 21 grader de steder, hvor det bliver varmest. Vinder er der ikke ret meget af. Lidt mere kunne måske være ønskeligt, så tågen var forsvundet lidt hurtigere, fortæller Lone Seir fra TV 2 Vejr og fortsætter:

I aften bliver endnu en flot septemberaften med temperaturer, der langsomt falder ned omkring de 10-12 grader sidst på aftenen. Fortsat med rolige vindforhold og solnedgang, som alle vil kunne se klokken 19.24.

Hele 18 forseelser efter 20 minutters biljagt

En patrulje fra Nordjyllands Politi ville rutinemæssigt stoppe en bil ved Vrå omtrent klokken 00.31 fredag nat, da bilen havde fået afmeldt sine nummerplader.

Men bilen nægtede at stoppe, og derfor endte det med en eftersættelse, der varede 20 minutter, inden bilen skred ud på Aastrupvej mellem Hjørring og Rakkeby. Selve eftersættelsen foregik ved Vrå, Rakkeby, Hjørring og Hundelev.

- Køretøjet forsøger at komme væk fra patruljen, men ender med at blive stoppet, da den forulykker i et hårnålesving. Den ruller op på en pløjemark og ender på taget. De to passagerer er relativt uskadte, da det skete ved en forholdsvis lav hastighed, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

Det er dog ikke så få forhold, som politiet nu er gået i gang med at undersøge. Faktisk ligger der lige nu cirka 18 forskellige færdselsforseelser hos den 31-årige fører af bilen, der kommer fra lokalområdet.

- Vi skriver stadig på det, men langt de fleste handler om hastighed - også væsentligt over det tilladte. Vi undersøger også, om det kan holde til vanvidskørsel. Derudover er der kørsel uden førerret, mistanke om narkokørsel, afmeldt køretøj og en række andre færdselsforseeelser, siger Thomas Ottesen.

Tre nordjyske kommuner lander budgetforlig

Der er her til aften indgået forlig om næste års budget i flere nordjyske kommuner.

Både i Rebild Kommune, Mariagerfjord kommune og i Hjørring Kommune er politikerne nemlig blevet enige om, hvordan forbruget af skattekronerne skal fordeles i de kommende år.

I de to himmerlandskommuner står samtlige politikere bag aftalen, mens to står uden for aftalen i Hjørring. Her er det Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, der står bag aftalen.

AaB spiller sig videre i pokalturneringen

AaB sikrede sig torsdag aften en plads videre i pokalturneringen, efter aalborgenserne vandt med 4-1 over FC Fredericia.

Der gik ikke længe, før nordjyderne fik banket sig i front med 1-0, da Kelvin John scorede sit første af to mål i kampen efter blot 11 minutter.

I anden halvleg fulgte anfører Mathias Jørgensen trop, da han bankede AaB foran med 2-0, efter godt og vel 10 minutter.

Efterfølgende var det Nicklas Helenius, der kom på måltavlen med sin scoring til 3-0. Dog lykkedes det hjemmeholdet at få reduceret til 1-3 blot fem minutter senere.

Det satte dog ikke en stopper for nordjyderne. Kelvin John fik nemlig banket sit andet mål ind til 4-1, hvilket også blev kampens endelige resultat.

Dermed AaB nu videre til ottendedelsfinalerne.

Mand kørte hasarderet og ramte lygtepæl, så brød bilen i brand

Torsdag aften brød en bil i brand foran Nordvirk it ved Sønderbro i Aalborg, efter en 31-årig mand kørte ind i en lygtepæl.

Flere øjenvidner kunne tidligere fortælle til TV2 Nord, at manden, der førte bilen, havde kørt hasarderet, inden han kørte ind i lygtepælen, og det bekræfter vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

- Kort før ulykken modtog vi flere anmeldelser om en bil, der kørte hasarderet og overhalede højre om og kørte for stærkt på vej mod Aalborg på motorvejen, forklarer han.

Bilisten kørte efterfølgende af motorvejen op ind på Sønderbro, hvor han ramte lygtepælen.

- Det er uvist, hvorfor han rammer den, og hvorfor han kørte sådan, forklarer vagtchefen, der desuden oplyser, at manden ikke var påvirket af alkohol eller narko.

- Vi ved ikke, hvorfor han kørte sådan. Han er ikke så interesseret i at tale med politiet, konstaterer Karsten Højrup, der tilføjer.

- Der har været overvejelser om vanvidskørsel, men det har der ikke umiddelbart belæg for at kalde det, så vi beslaglægger ikke bilen, men der kommer en stripe af sigtelser for overtrædelse af færdselsloven, konstaterer vagtchefen.

Selv slap den 31-årig for skader, mens bilen er delvist udbrændt og må hentes af vejhjælp.

Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)