Nu får Rasmus Prehn et ordførerskab
Tre af de nordjyske socialdemokrater i Folketinget får frem mod næste valg nye arbejdsopgaver. Det sker, efter at folketingsgruppen - i kølvandet på regeringsrokaden for nylig - har blandet kortene på ny.
Flemming Møller Mortensen, der siden sidste valg har haft posten som sundhedsordfører, overlader nu dette hverv til Lea Wermelin. I stedet bliver den nordjyske socialdemokrat sit partis udenrigs- og udviklings-ordfører sideløbende med en række andre poster.
Han var i S-regeringen minister for netop udviklingsområdet.
Partifællen Per Husted skal i fremtiden tale Socialdemokratiets sag i spørgsmål om innovation og kunstig intelligens, ligesom han bliver ny tele-ordfører og Færø-ordfører.
Efter sidste valg fik folketingsmedlem Rasmus Prehn ikke eet eneste ordførerskab. Han blev udelukkende formand for transportudvalget. Nu får nordjyden yderligere en opgave, idet han også kan kalde sig land- og by-ordfører.