Nordjyske kvinder hyldes i historisk maleri i Folketinget
Et nyt maleri af 30 vigtige kvinder i politik pryder nu væggen i Samtaleværelset, som er et af de mest besøgte rum i Folketinget.
Maleriet fortæller historien om det danske folkestyres udvikling fra enevælde til demokrati. Fremover kommer fortællingen nu også til at handle om kvindelige politikeres betydning for folkestyret med tilføjelsen af maleriet.
På maleriet er der hele fire nordjyske eller nordjysk valgte politikere; Lene Espersen, Eva Gredal, den nuværende statsminister Mette Frederiksen og Marianne Jelved, der dog ikke født i Nordjylland, men som altid er valgt ind i en nordjysk kreds.
Det er billedkunstner Mie Mørkeberg, der har skabt et maleri af 30 vigtige kvinder i politik siden 1915, hvor danske kvinder fik stemmeret og ret til at stille op til valg.
Det nye maleri hænger over for Herman Vedels berømte maleri af 30 mænd, der forbereder grundlovsændringen i 1915.
'Hensigten er at skabe en kunstnerisk dialog mellem de to portrætter, hvor gruppeportrættet af de 30 vigtige kvinder i politik kan ses som et svar på, hvad der også kom ud af 1915-grundloven.' Sådan skriver Folketinget selv.