Nordjyllands Politi advarer borgere mod svindelnummer
Fremgangsmåden er efterhånden velkendt af en del. Alligevel forsøgte en kvinde onsdag aften at tage en ældre herre fra Frederikshavn Kommune ved næsen.
Manden modtog opkaldet klokken 19.26 fra et nummer, som sluttede på 1448, hvilket nogle af politiets numre rent faktisk gør. Og i den anden ende af røret lød det, at han talte med Sofie fra Rigspolitiet.
Umiddelbart kunne det derfor virke troværdigt. Den såkaldte Sofie fra Rigspolitiet havde dog i sinde at lokke penge ud af den ældre herre.
Derfor fortalte hun ham, at der var optaget et lån på 43.000 kroner i hans navn, og at hun skulle bruge mandens kontonummer til at fikse problemet.
Den ældre vakse mand fattede dog mistanke og nægtede at udlevere sine bankoplysninger.
- Vi kender faktisk den rigtige Sofie fra Rigspolitiet, og vi ved, at hun aldrig ville ringe og spørge efter personlige bankoplysninger, skriver Nordjyllands Politi på Facebook.
Ydermere lyder det fra politiet, at hverken de, banker eller myndigheder ringer til borgere for at udfritte folk om bankoplysninger, koder til MitID eller andet.
Ovenpå hændelsen kommer politiet med følgende råd:
Vær på vagt: Hvis nogen pludselig ringer og beder dig overføre penge, så er det svindel. Og er du udsat for et fupopkald, så betaler uhøflighed sig. Smæk på. Bare smæk på. Og er du i tvivl, så ring selv til banken, politiet (på 114) eller en nærtstående.