Natteravnene får ny sponsor
Nu skal du spejde efter en ny jakke i nattelivet, når du vil få øje på Natteravnene.
De frivillige, der passer på især unge i de sene nattetimer, får ny hovedpartner, så fremover står der "Spar Nord Fonden" på de karakteristiske gule jakker.
- Vi ser rigtig meget frem til samarbejdet med Spar Nord Fonden og er meget taknemmelige for, at de vil være med til at støtte op om de mange lokale frivillige Natteravne, der hver weekend tager en gul jakke på og går ud i nattelivet for at skabe trygge rammer for byens unge, der fester, og for at hjælpe, når livet i natten nogle gange bliver for voldsomt, siger chef for Natteravnene, Mai-Britt Haugaard Jeppesen.
Bevillingen lyder på fire millioner kroner for hele 2024.
Pengene skal blandt andet gå til nye jakker som erstatning for de mere end 10 år gamle af slagsen.
- De er ved at være slidt ned og holder ikke altid vandet ude, når det regner, fortæller Mai-Britt Haugaard Jeppesen.
Vi ser rigtig meget frem til samarbejdet med Spar Nord Fonden og er meget taknemmelige for, at de vil være med til at støtte op om de mange lokale frivillige Natteravne
Mai-Britt Haugaard Jeppesen, chef for Natteravnene
Frivillige er vigtige
Spar Nord Fonden har valgt at støtte Natteravnenes arbejde, fordi det bygger på frivillige kræfter. Noget, der matcher fondens interesser.
- Når Spar Nord Fonden støtter Natteravnene, støtter vi også 4.000 frivillige fordelt i hele landet, som løfter en vigtig samfundsopgave for at skabe tryghed for unge i nattelivet. En indsats, som kun bliver realiseret på grund af frivillige ildsjæle, der brænder for at gøre en forskel for andre, siger fondsdirektør Bo Uggerhøj.
Natteravnene kom til Danmark for 25 år siden. I dag er der omkring 4.000 frivillige i de 145 foreninger i Danmark, Grønland og på Færøerne.