Massivt regnvejr - men det meste af Nordjylland går fri
Søndagens vejr kommer til at bære præg af en hård vind og et massivt regnvejr over landet, men det meste af Nordjylland kan heldigvis se sig fri for den største mængde vand.
Først på dagen er den sydlige del af regionen dog ramt af en del regnvand. Det melder TV 2 Vejr-værten Jens Ringgård.
I andre dele af landet kan der komme op til 25 millimeter regn, mens der i det nordjyske vil være mellem to og otte millimeters nedbør.
Dagen igennem vil der være regn i perioder, men perioderne med tørvejr vil være længere, Hen mod aftenen vil vinden samtidig aftage en smule.
Temperaturen vil ligge omkring de fire til fem grader.