Mærsk hjemkalder skib: Kommer ikke til at finde flydende containere
Det er nu 12 dage siden, at et Mærsk-skib tabte 46 containere i havet ud for Jammerbugten.
Siden er containere og forskelligt affald skyllet ind på flere nordjyske strande, mens bjærgningsfartøjet Assister har ledt efter flydende containere i havet siden den 25. december.
Arbejdet med at finde flydende containere indstilles nu for skibet Assister. Det skriver Mærsk i et skriftligt svar til TV2 Nord.
Mærsk har i ugen efter ulykken fået foretaget beregninger af eksterne eksperter, der har forsøgt at klarlægge, hvor eventuelle flydende containere er endt. Det har de blandt andet gjort ved at se på vind-, bølge og strømmønstre.
- Beregningerne konkluderer med meget høj sandsynlighed, at flydende containere fra ulykkesstedet for længst ville være skyllet i land.
- Derfor har vi nu hjemkaldt det bjærgningsfartøj, vi har haft indsat siden 25. december for at lokalisere flydende containere, lyder det fra Mærsk.
Fokus ligger nu i stedet på at lokalisere containere på havbunden i området. Der er to fartøjer på vej. Forventningen har hidtil lydt, at de vil ankomme i går mandag eller i dag tirsdag, men januarstormen kan spænde ben for den plan.