Kort Nyt

Lars Knudsen færdig som landstræner

Den nordjyske fodboldlandstræner er færdig på sidelinjen for det danske A-landshold.

Lars Knudsen fik meget overraskende chancen som vikar-landstræner i slutningen af august, da Morten Wieghorst blev sygemeldt med stresssymptomer.

Men selv om flere har nævnt ham i kampen om det permanente landstrænerjob, er valget i stedet faldet på Brian Reimer.

Det bekræfter DBU i en pressemeddelelse.

Han blev fyret i RSC Anderlecht tilbage i september, og dermed kan DBU hente ham som landstræner uden at betale en overgangssum.

Lars Knudsen er oprindeligt fra Fjellerad og spillede i Vaarst-Fjellerad Boldklub som barn og ung.

Årets Refleksdag: Reflekser og rundstykker

Dagene bliver kortere, og der er blevet mørkt en stor del af døgnet.

Derfor er det en fordel at kunne blive set ude i trafikken, og netop her hjælper reflekser.

Torsdag er Årets Refleksdag, og det fik blandt andet Himmerland Forsikring ud i den nordjyske morgentrafik.

Her delte medarbejderne både reflekser og rundstykker ud i Aalborg.

Årsagen til dagen er et ønske om at skabe fokus på at bruge reflekser i mørket og være synlig ude i trafikken.

Ti familier er tilbudt dagplejeplads i Mariager

Det går fremad med dagplejepladser i Mariager.

Sådan lyder det fra udvalgsformand Leif Skaarup (S).

- På den helt korte bane, er udfordringen løst, forstået på den måde at der er 10 familier, der har børnepasning uden for Mariager i dag, og de er alle blevet tilbudt en dagplejeplads i Mariager, siger Leif Skaarup (S), der er formand for børn- og familieudvalget i Mariagerfjord Kommune.

Siden TV2 Nord skrev om dagplejeproblematikken i området, er der nemlig sket en udvikling. Det betyder, at den geografiske problematik er fikset, lyder det.

- Der er tre dagplejere, som har slået sig ned som private børnepassere, og de har taget en del af børnene. Så har vi fået ansat en dagplejer mere, så der er to dagplejere nu. Og så har vi en øget kapacitet i vuggestuen i Mariager, lyder det fra Leif Skaarup.

Derudover er udvalget i dialog med en tredje dagplejer, siger formanden. Men selvom alle kan få en plads nu, er udfordringerne ikke løst på længere sigt.

E45 totalspærret på grund af politiindsats

E45 syd for Sæby er i øjeblikket spærret i begge retninger på grund af en politiindsats.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

Det er mellem afkørsel 15 Jyske Ås og afkørsel 13, at vejen er spærret.

Politiet dirigerer trafikken på stedet.

Det vides ikke, hvornår motorvejen genåbner.

Balladen om kolonihaven vender tilbage

Hvis du ikke kunne få nok af Formand Finn, Fjolle-Kjeld og alle de andre karakterer i 'Balladen om Kolonihaven' er der godt nyt.

For nu vender serien tilbage med en sæson to, hvor Formand Finn gør et uventet comeback, hvilket ikke er til udelt begejstring blandt de andre medlemmer i kolonihaveforeningen.

I spidsen for en ny, ung bestyrelse forsøger regelrette Finn at få skik på reglerne, men også på samhørigheden, der kan være gevaldigt udfordret.

Og uden at afsløre for meget, kommer det hele til at slå gnister, og sæsonens helt store spørgsmål bliver, om Finn kan redde fællesskabet, eller om det hele går galt.

Du kan se den nye sæson fra 5. november.

Forurenet jord på Mors er ikke en risiko for grundvand

Ifølge Morsø Kommune er det ingen risiko for grundvandet, at firmaet Kingo Recycling Mors A/S har modtaget forurenet jord fra Scanfield i Køge.

Det skriver Morsø Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen har fået udarbejdet en rapport, der onsdag blev præsenteret for kommunalbestyrelsen.

Den viser, at selvom jorden er mere forurenet end tilladt i forhold til den gældende miljøgodkendelse, så vil sammensætningen af jordforureningen kun i begrænset omfang øge den miljøgodkendte påvirkning af den underliggende jord og grundvand.

- Det er skuffende og meget utilfredsstillende, at jorden er mere forurenet, end det oprindeligt blev oplyst. Dog er jeg lettet over, at rapporten bringer en vis ro. Den giver os den nødvendige tid til at træffe de rette beslutninger for den fremadrettede håndtering af jorden, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).