Længere køretid: Nu kommer der ny asfalt på nordjysk hovedvej
Vejdirektoratet skal lægge ny asfalt på et seks kilometer langt stykke af rute 11 mellem Østergade og Gøttrupvej syd for Fjerritslev.
Det omfattende arbejde begyndte i dag onsdag, og Vejdirektoratet forventer, at arbejdet vil tage tre uger.
Derfor kan man altså forvente længere køretid, hvis man benytter sig af ruten, da der blandt andet er sat et midlertidigt lyssignal med nedtællingsfunktion op.
"Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne." Sådan skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Arbejdet begynder med, at Vejdirektoratet affræser den gamle asfalt, hvorefter det underliggende bærelag skal repareres. Herefter vil der blive lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber.