Internat ruster sig til nytår for de firbenede
Mens andre har travlt med indkøb, borddækning og det helt rette outfit, er der andre grupper, der med ængstelighed tænker på børn, dyr og stråtækte huse nytårsaften.
Ikke mindst på Nordjyllands Internat og Pension, hvor de har travlt med at forberede sig til de store brag, der som oftest er forbundet med nytårsaften.
Alle vinduer og døre på internatet bliver dækket til med sort plastik, ligesom der er sat en playliste på med titlen 'beroligende musik for hunde'.
Derudover gør den lille håndfuld ansatte og frivillige, der holder nytår med de ængstelige dyr, det ekstra hyggeligt inde ved hundene når de bliver forsynet med tyggeben og foderaktivering.
Og heldigvis for de dyr, der skal fejre nytår på internatet, ligger det så langt ude på landet, at lydene fra bragene er meget svag.
Der er til nytår fuldt booket både på internatets hunde- og kattepensionen.