Indsats på 30 millioner skal hjælpe medarbejdere i ældreplejen
Med ældrereformen er der sat 30 millioner kroner af til en indsats, der skal klæde medarbejdere og ledere i ældreplejen bedre på i forhold til at undgå forråelse og omsorgstræthed.
I Danmark lever ca. 96.000 mennesker over 65 år med en demenssygdom, og hvert år konstateres der ca. 8.500 nye tilfælde. Arbejdet med mennesker med demens stiller store krav til medarbejdere og ledere i ældreplejen. Når det er vanskeligt at forstå borgerens adfærd, bliver pleje- og omsorgsopgaven mere kompleks.
Det glæder det nordjyske folketingsmedlem, Per Larsen (K).
- Demens er en forfærdelig sygdom både for dem, der lever med sygdommen, og for deres pårørende. Det er samtidig en sygdom, der stiller store krav til ældreplejen. Vi har et stort ansvar for at passe på både vores dementramte og vores dygtige medarbejdere i ældreplejen. Jeg er derfor glad for, at vi nu styrker indsatsen, der skal forebygge forråelse og omsorgstræthed.