Hver syvende nordjyde dropper firmafesten
En ny undersøgelse fra Blå Kors Danmark viser, at flere nordjyder vælger enten at tage tidligt hjem eller helt at droppe firmafesten.
Inden sommerferie-sæsonen skydes i gang, afholder flere viksomheder typisk sommerfester for deres medarbejdere.
Til sådanne arrangementer spiller alkohol ofte en stor rolle - måske endda for stor.
For en ny undersøgelse foretaget af Voxmeter på vegne af Blå Kors Danmark viser, at hver syvende nordjyde helt dropper sommerfesten på grund af alkoholen, mens hver fjerde vælger at tage tidligt hjem fra festen.
- Det er trist, at så mange ser sig nødsaget til ikke at være en del af det sociale fællesskab på arbejdspladsen, fordi alkohol fylder for meget. Det kollegiale er en stor del af vores arbejdsliv, siger generalsekretær i Blå Kors Danmark, Morten Skov Mogensen.