Kort Nyt

Her er de nordjyske holds pokalmodstandere

Der blev fredag morgen trukket lod til tredje runde i herrernes pokalturnering i fodbold, Oddset Pokalen. Dermed fandt de nordjyske klubber, der stadig er med i turneringen, ud af, hvem de står over for i næste runde.

AaB skal i tredje runde møde FC Fredericia på udebane, mens Vendsyssel FF hjemme tager imod Brøndby IF.

Hvis Thisted FC vinder deres kamp i anden runde mod Brabrand, skal de i tredje runde møde Superliga-klubben Randers FC på hjemmebane.

Hobro IK har heller ikke spillet deres andenrundekamp mod Middelfart endnu. Vinder de den, har de hjemmebane mod Viborg FF i tredje runde.

Kampene i tredje runde spilles mellem 24. og 26. september.

Nordjyde fortsætter som landstræner

Nordjyske Lars Knudsen fortsætter som fungerede landstræner for Herrelandsholdet til de to Nations League-kampe i oktober mod Spanien og Schweiz på trods af, at Morten Wieghorst er klar til at genoptage arbejdet.

Det skriver DBU i en pressemeddelelse.

Lars Knudsen er ifølge DBU allerede i fuld gang med at forberede de to kommende kampe sammen med den øvrige trænerstab, hvor også Kenneth Weber sammen med Daniel Agger vil være assistenttræner i oktober. 

Du kan læse mere her.

Tre sigtet på én time til byfest: Vagt sparket i hovedet og kørt på sygehuset

Tre personer gav den lidt for meget gas, da de natten til lørdag var med til Hornum Septembermarked. Her blev de alle sigtet inden for blot en time.

Det fortæller Niels Kristian Christensen fra lokalpolitiet i Himmerland.

Fra klokken 21.30 fredag var der diskotek, og det var her, kort efter midnat, at balladen begyndte.

Klokken 00.30 blev en af vagterne nemlig sparket så hårdt i hovedet, at han blev bevidstløs. Den 18-årige mand som sparkede vagten, blev anholdt på stedet og taget med på detentionen, hvor han blev sigtet for vold.

Det vides ikke, hvad der gik forud for forløbet, og seneste melding omkring vagten er, at han ikke er kommet alvorligt til skade.

Klokken 00.50 kom politiet igen i aktion. Denne gang var det en 39-årig kvinde, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da hun råbte skældsord efter politiet.

Den tredje og sidste sigtelse kom, da klokken slog 1.30. Denne gang var der tale om en 17-årig dreng, der også blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han forsøgte at komme ind i et slagsmål med andre deltagende til arrangementet.

Det vides ikke, om nogle af de tre sigtelser havde noget med hinanden at gøre.

Tusindvis af nordjyder rammes af 'frygtelig' sygdom: Nyt forslag skal hjælpe dem

Folketingsmedlem Theresa Berg Andersen (SF) ønsker, at der skal afsættes et fast millionbeløb til en 'Demenspakke'.

Omkring 100.000 danskere er ramt af demens, og cirka en tiendedel af dem bor i Nordjylland. Samtidig koster sygdommen samfundet mellem 10 og 24 milliarder kroner.

Derfor ønsker man hos SF en udredningsgaranti for demensramte.

- Det er først og fremmest en frygtelig sygdom for dem, den rammer. Men den er også en økonomisk bombe under vores kommuner, og i takt med, at vi bliver ældre, forventes det at stadig flere borgere vil blive ramt af demens, siger Folketingsmedlem Theresa Berg Andersen i en pressemeddelelse.

Blandt andet håber man, at man kan nedsætte ventetiderne, så man kan opdage sygdommen hurtigst muligt.

- Det er så vigtigt, at vi opdager sygdommen tidligt. Selvom vi ikke kan stoppe den, kan vi bremse den. Vi skal blive meget bedre til at opdage den tidligt, så vi kan komme i gang med behandlingen, udtaler Theresa Berg Andersen.

SF foreslår, at der afsættes 300 millioner kroner årligt til en ny 'Demenspakke', så både ramte og pårørende kan få udredt sygdommen hurtigst muligt.

Det skal Demenspakken sikre:

  1. Ret til hurtig udredning og svar – i dag venter mange patienter over 60 uger på at blive udredt.

  2. Gode demenshandlingsplaner i alle landets 98 kommuner, med støttegaranti for fast kontaktperson, som man har i Svendborg Kommune

  3. Visitation på forkant

  4. Støtte og aflastning til pårørende. I Holland har man sikret særlige rettigheder til de pårørende og oprettet pårørendecentre, hvor man kan få råd og sparring.

  5. Ret til transport med ledsagelse, når man har en alvorlig demensdiagnose.

  6. Reel nedbringelse af brug af antipsykotisk medicin til borgere med demens.

Nordjyde vinder VM-guld

Nordjyske Kristian Bak Hansen har sikret Danmark den første guldmedalje i 13 år ved VM i Håndværksfag, der i år finder sted i den franske by Lyon.

Her vandt han i faget flisemurer, hvor han fik 737 point.

- Det er helt fantastisk, at Kristian tager guldet. Han er en virkelig sej gut, der har trænet og knoklet for det her resultat i årevis, og nu kan han kalde sig verdensmester, siger formand for SkillsDanmark, Søren Heisel.

Udover Kristian Bak Hansen, var Birgitte Brunsgaard Hansen den eneste anden danske medaljemodtager, da hun fik bronze i faget landbrugsmekaniker. Hun derfor den første kvinde til at modtage en medalje til verdensmesterskaberne.

Lun dag i vente

Man kan se frem til en lun og skyet dag i det nordjyske.

Mest ude i den vestlige del vil der i starten af dagen falde lidt småregn, men det vil opløses jo længere østpå man kommer hen. Temperaturen vil ligge omkring 13-14 grader.

Det ser også lysere ud senere hen på dagen.

- Efterhånden som eftermiddagen skrider frem burde der være opklaring af solskin, og med temperaturer omkring 17-18 grader, siger TV2 Vejrets Lone Seir.

Om aftenen vil der være klart op på aftenhimlen med stille vejr og temperaturer omkring 10 grader. Dog er der risiko for tåge i løbet af aftenen og natten.