Hård frost i vente: Politiet forbyder færdsel
Nordjyllands Politi har netop meddelt, at et forbud om at bevæge sig ud på isen træder i kraft fra dags dato.
- Al færdsel på isen ud for kyster, i havne eller på offentlige søer, vandløb eller andre vandsteder er forbudt, lyder det fra Nordjyllands Politi.
Forbuddet gælder i hele regionen. Hvis man alligevel skulle fristes til at gå ud på den tynde is, risikerer man en bøde, med mindre politiet har givet tilladelse.
- Undtaget fra forbuddet er steder, hvor det ved opslag er bekendtgjort, at ”Færdsel på isen tilladt, Nordjyllands Politi", skriver politiet.
Det er helt i tråd med tidligere vintre, hvor der først er blevet åbnet for adgangen til frosne søer, når længere tids frost har sikret, at isen er tyk nok.
Netop længere tids frost er der udsigt til for Nordjylland. I de kommende døgn kan temperaturen falde til tocifrede frostgrader i løbet af nætterne.
Forbuddet gælder til og med 15. marts 2024.