Folketingsmedlem bliver kandidat til kommunalvalget
Tirsdag skal amerikanerne til valg mellem Kamela Harris og Donald Trump, men herhjemme i vores egen andedam er der lidt over et år til kommunalvalget.
Og mandag afslører Moderaterne, at der i Nordjylland kommer til at være en stor profil i partiet på stemmesedlen.
Mohammad Rona, der er næstformand i partiets folketingsgruppe, stiller nemlig op i som kandidat i Aalborg Kommune.
- Kommunalpolitik er rødderne i vores demokrati. Derfor er jeg rigtig tilfreds med, at vi med godt et år til valget melder os klar med det første hold kandidater. Og flere vil komme til frem imod valget. Det vidner om, at Moderaterne er en blivende kraft i dansk politik, siger Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen.
For det nordjyske bliver der ikke afsløret flere kandidater, men i Frederikshavn er det tidligere kommet frem, at den mangeårige tophåndboldtræner Morten Arvidsson bliver kandidat i kommunen.
I alt har Moderaterne nu 97 kandidater klar til sit første kommunalvalg, men partiet har 28 kandidater på listen, som allerede nu sidder i forskellige byråd. De er af den ene eller anden årsag skiftet parti i løbet af denne valgperiode.