Kort Nyt

Flere nordjyske skoler får påbud for farlige arbejdsmiljøer

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På tre år har vold og trusler været så stort et problem på 46 skoler, at Arbejdstilsynet har dømt arbejdsmiljøet til at være decideret sundhedsfarligt for skolens ansatte.

Det viser nye tal, som fagbladet Folkeskolen i samarbejde med Gravercentret – Danmarks Center for Undersøgende Journalistik – onsdag kan præsentere.

På listen over skolerne er fire nordjyske skoler blandt. 

Det drejer sig om henholdsvis Dronninglund Skole i Brønderslev Kommune, Gregers Krabbe Friskole og Øster Hornum Børneunivers i Rebild Kommune og Tingstrup Skole i Thisted Kommune. 

Ifølge fagbladet og Gravercentret har Arbejdstilsynet på tre år 57 gange uddelt påbud til 46 grundskoler om at skride ind over for et arbejdsmiljø, der udsætter lærere og pædagoger for sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko.

Og i flere tilfælde har skolerne fået et strakspåbud, ifølge fagbladet Folkeskolen.

 

42-årig død i ulykke: Her er politiets hypotese

En 42-årig mand afgik søndag aften ved døden efter en ulykke på motorvej E45 mellem Støvring og Haverslev.

En bilinspektør har efterfølgende været ude at undersøge området for at klarlægge, hvad der førte til ulykken. Rapporten af den undersøgelse er endnu ikke landet, men politiet har en hypotese om, hvorfor det gik så galt.

Det fortæller Ann-Britt Miller, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi i Himmerland.

- Vi arbejder ud fra den hypotese, at personen, der afgik ved døden, var forulykket i sin bil først, inden part to ramte hans køretøj. Der er noget, der tyder på, at part et (den 42-årige, red) var ude at inspicere nogle skader, og i den forbindelse blev hans bil påkørt bagfra, og så blev han slynget væk, fortæller politikommissæren, inden hun understreger:

- Vi kan ikke være sikre på det. En anden hypotese kan være, at manden ikke var fastspændt.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den 42-årige mand døde på stedet, mens den anden bilist, en 57-årig mand, blev kørt til tjek på sygehuset. Han har ifølge politiet ikke pådraget sig nogle alvorlige skader.

Ifølge Ann-Britt Miller kan der gå en uge eller to, før bilinspektørens rapport er klar.

Kæmpe indbrudsbølge i weekenden - dét har de alle tilfælles

Knuste ruder i kassebiler.

Netop det er et mønster, der er gået igen henover weekenden i Thy og på Mors. Lokalpolitiet i Thisted er nemlig næsten blevet lagt ned af anmeldelser. Politiassistent René Carlsen oplyser mandag morgen, at der har været indbrud eller forsøg på indbrud i intet mindre end 18 kassebiler.

- Det er helt tosset og meget påfaldende. Vi har en formodning om, at det er samme personkreds, der står bag indbruddene, siger han.

Politiet har endnu ikke et fuldt overblik over, hvad der er blevet stjålet, men gerningspersonerne er i flere af tilfældene sluppet af sted med værktøj. Gerningstidspunkterne ligger ikke fast, da mange af bilerne har holdt stille siden fredag eftermiddag.

Politiet er mandag ved at undersøge videoovervågning fra stederne, hvor indbruddene er foregået.

- Vi vil gerne kontaktes på 114, hvis folk har set eller hørt noget, der kan føre os nærmere gerningspersonerne, siger René Carlsen.

Kraftig blæst påvirker morgentrafikken

Flere nordjyder er stået op til en blæsende morgen.

- Det blæser ret kraftigt fra syd og senere hen sydvest, siger Andreas Nyholm, der er vejrvært på TV2.

Grundet den kraftige blæst er Vejdirektoratet ude at advare bilisterne i morgentrafikken. Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere Sallingsundbroen. Desuden bør øvrige køretøjer ikke køre mere end 80 kilometer i timen.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikinfo.

Se vejrudsigten i bunden

Færgeselskabet Color Line har aflyst en morgenafgang fra Kristiansand til Hirtshals med afgang klokken 8:00 på grund af blæsten.

Vinden forventes af aftage senere på dagen.

Foto: TV2 Vejr

Voldeligt røveri skal for retten

Det drejede sig angiveligt om penge, da fem mænd 26. november sidste år overfaldt og bankede en mand i Aalborg. Sådan lyder det i anklageskriftet mod de fem mænd, der er mellem 21 og 29 år gamle.

Her fremgår det, at mændene sparkede og slog deres offer flere gange på kroppen og i hovedet med knyttede næver. På den måde fik de ham til at overføre 3900 kroner til dem på Mobilepay.

Det fremgår yderligere af anklageskriftet, at de derefter brugte en totenschlæger til at presse på offerets hals, så de kunne fastholde ham. Og sidst men ikke mindst forsøgte de tiltalte at fjerne den forurettedes bukser og underbukser, så de kunne fotografere hans kønsdele og ansigt.

De fem mænd er derfor både tiltalt for røveri, vold af særlig brutal karakter samt forsøg på blufærdighedskrænkelse.

Retssagen begynder mandag morgen. Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvordan de fem mænd forholder sig forud for retssagens begyndelse.

42-årig mand død på stedet i ulykke på motorvej

En 42 årig mand fra Hobro er afgået ved døden, efter han kørte sammen med en anden bil på motorvej E45 Mellem Støvring og Haverslev.

Det skriver Nordjyllands Politi på X. De pårørende er underrettet, bekræfter politiet.

Den 42-årig pådrog sig livstruende skader og blev erklæret død på stedet.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den anden bilist i uheldet, som skete af en ukendt årsager ifølge politiet, er kørt til Aalborg Universitetshospital for kontrol.

'Men det er formentlig kun lettere tilskadekomst,' skriver Nordjyllands Politi.

Der er tale om en 57-årig mand fra Aalborg.

Video: Per Frank Poulsen / TV2 Nord

I forbindelse med uheldet har motorvejen været spærret i nordgående retning siden klokken 19.20. Bilinspektøren er dog færdig på stedet, og der begynder i skrivende stund så småt at blive åbnet for trafikken igen.

Klokken 21.37 oplyser politiet på X, at der igen er helt farbart på motorvejen.