Flere nordjyske skoler får påbud for farlige arbejdsmiljøer
På tre år har vold og trusler været så stort et problem på 46 skoler, at Arbejdstilsynet har dømt arbejdsmiljøet til at være decideret sundhedsfarligt for skolens ansatte.
Det viser nye tal, som fagbladet Folkeskolen i samarbejde med Gravercentret – Danmarks Center for Undersøgende Journalistik – onsdag kan præsentere.
På listen over skolerne er fire nordjyske skoler blandt.
Det drejer sig om henholdsvis Dronninglund Skole i Brønderslev Kommune, Gregers Krabbe Friskole og Øster Hornum Børneunivers i Rebild Kommune og Tingstrup Skole i Thisted Kommune.
Ifølge fagbladet og Gravercentret har Arbejdstilsynet på tre år 57 gange uddelt påbud til 46 grundskoler om at skride ind over for et arbejdsmiljø, der udsætter lærere og pædagoger for sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko.
Og i flere tilfælde har skolerne fået et strakspåbud, ifølge fagbladet Folkeskolen.