Flere færger aflyst på grund af stormvejr
Fredag rammes Nordjylland af blæsende vejr.
TV 2 Vejret har udsendt varsel om vindstød af stormstyrke.
Det har Color Line nu taget konsekvensen af.
Fire af færgeselskabets fem afgange fredag er aflyst, mens den tidlige afgang er rykket frem. Alt sammen på grund af det blæsende vejr, det skriver Color Line på sin hjemmeside.
Færgerne skulle have sejlet mellem Hirtshals og de to norske havne i Kristiansand og Larvik.
Den eneste Color Line-færge, der sejler fredag, stævner ud fra Larvik 07.30 i stedet for 08.00.
Stena Line har indtil videre ikke meldt noget ud om aflysninger af forbindelsen mellem Frederikshavn og Göteborg og på sin hjemmeside.