Kort Nyt

Festivalgæster får armbånd på flere dage før festen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Festivalen er total udsolgt, og flere hundrede fik i dag armbånd på for at være klar.

I dag var det muligt at få billet-armbånd på armen på forhånd for de mange tusinde, som skal til Nibe Festival de kommende dage. På den måde skal de ikke stå i kø på festivalspladsen. 

Normalvis plejer påsætningen af armbånd at være på Salling Rooftop i Aalborg. Men på grund af dagens uvejr, var arrangementet rykket indendøre.

I løbet af dagen var der flere hundrede forbi for at få deres billet vekslet til et armbånd. 

Nibe Festival løber af stablen fra onsdag til lørdag, og i år er der totalt udsolgt med omkring 18.000 gæster om dagen.

- Jeg glæder mig. Der er gode kunstnere i år, og det bliver hyggeligt - ligesom det er hvert år, lyder det fra den unge tømrer Frederik Bødker. 

Også selvom vejret er som i dag?

- Ja, vi må håbe, at det holder, og at det ikke bliver sådan her. For så bliver det godt nok en lang festival, svarer han. 

Røgudvikling fra industribygning - beredskabet er på vej

Lige nu er Nordjyllands Beredskab på vej til Skalhuse i Nibe, hvor der er kommet en melding om røgudvikling fra en bygning i industriområdet.

Der ligger flere virksomheder på vejen, og beredskabet opfordrer til, at man giver plads til udrykningskøretøjerne.

Opdateres...

White Hawks skriver kontrakt med tre unge spillere

I de kommende sæsoner vil der også være ungt blod på holdet hos Frederikshavn White Hawks.

Ishockeyklubben har netop offentliggjort, at de har skrevet kontrakt med 17-årige Mikkel David, 19-årige Mikkel Skov og 20-årige Sebastian Holm-Pedersen.

De har fået mindst en toårig kontraktforlængelse med klubben.

Mikkel David og Sebastian Holm-Pedersen kommer fra egne ungdomsrækker, mens Mikkel Skov er kommet gennem fra andre klubber.

Han spillede først for Hvidovre, men skiftede senere til Vojens/Sønderjyske, hvor han også fik debut i Metalligaen. Han kom til klubben før denne sæson.

Telefoni er tilbage i normal drift

I løbet af torsdagen har TDC været ramt af massive problemer med sin telefoni, hvor flere af deres kunders telefoner ikke har fungeret i forhold til opkald.

Der har eksempelvis været problemer med at ringe 112, men nu skulle problemet være løst. Det skriver TDC på sin hjemmeside.

"Vi kan bekræfte, at vi er tilbage til normal drift. Trafikproppen på nettet er overstået, og vi begynder nu at kigge på, hvad der forårsagede den", skriver telefonigiganten.

Mand i drukneulykke er nu identificeret

Onsdag morgen klokken 7 blev en mand fundet i vandet ved Honnørkajen i Aalborg, og han er nu blevet identificeret.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor de også skriver, at de pårørende er underrettet.

Nu har Nordjyllands Politi nemlig fastlagt, at det er en 26-årig mand fra Nordjylland, som blev fundet. Det har dog taget cirka halvandet døgn før politiet kunne fastlægge hans identitet.

- Vi har i dag underrettet mandens pårørende, og derfor melder vi nu også ud, at vi har identificeret manden, og at vi ikke længere søger vidner eller oplysninger i sagen. Vi vil gerne sige tak for de henvendelser, vi har fået, lyder det fra vagtchef René Kortegaard-Jensen, Nordjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

Mandens tilstand er stadig kritisk, og han er derfor fortsat i kunstig koma.

Det var klokken 06.59 onsdag, at politiet fik meldingen om en drukneulykke ved Honnørkajen, da en mand var blevet set i det kolde vand.

Derfor rykkede politiet straks til stedet sammen med ambulance, helikopter og dykkere. Efter en times tid lykkedes det at redde manden op ad vandet, hvor han modtog livreddende førstehjælp og blev bragt til Aalborg Universitetshospital i livløs tilstand.

Togdriften genoptages efter signalfejl

I det meste af Jylland har togdriften været hårdt ramt i eftermiddagstimerne, men Banedanmark skriver på sin hjemmeside, at udfordringerne er ved at være løst.

"Det digitale signalsystem i Vest er oppe at køre igen. Togene kan køre. Trafikalt forventer vi, at der vil være timedrift fra kl. 20.00. Vi går nu i gang sammen med vores leverandør med at undersøge problemerne de kommende dage. Tjek MitTog og Rejseplanen," skriver Banedanmark.

DSB oplyser kort efter, at de håber og forventer, at togene mellem Aalborg og Aarhus snart vil køre, men at det stadig er togbusserne, som står for at fragte passagerer mellem de to store byer.