Kort Nyt

Færger aflyser afgange grundet storm i weekenden

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

DMI har varslet stormvejr lørdag 14. oktober i Nordjylland, og det får nu Color Line til at aflyse flere afgange. 

Det er alle afgangene til og fra Hirtshals fra klokken 8.00 til klokken 22.15, der står som aflyst på selskabets hjemmeside.   

Samtidig skriver Læsøfærgen, at der grundet den kraftige vind er risiko for, at det påvirker Anes afgange fra Læsø og Frederikshavn. 

Her er der tale om afgangene klokken 13.30, 15.20, 17.10 og 19.00. 

- Der tages endelig stilling til eventuelle aflysninger i løbet af dagen, skriver færgeselskabet på sin hjemmeside

Fjordline har i skrivende stund ingen meldinger om aflysninger, men de oplyser til TV2 Nord, at man skal holde øje med deres hjemmeside, da informationer herom vil komme derpå.  

Det samme gør sig gældende for Stena Line, der i øjeblikket ikke har planlagt nogen aflysninger på deres ruter fra Göteborg til Frederikshavn.

- Men vi følger vejrudsigterne meget nøje. Den endelige beslutning om, hvorvidt vi sejler, påhviler kaptajnen, og han eller hun kan altid beslutte at aflyse en afgang på grund af vejrændringer. Bliver en afgang aflyst, modtager både vores passagerer og fragtkunder hurtigst muligt en SMS med disse oplysninger, skriver Stena Line til TV2 Nord.

Pirates vandt efter comeback

Aalborg Pirates fik en god indledning på Continental Cup-turneringen på egen is, hvor nordjyderne jagter europæisk succes efter en svær periode i den hjemlige ishockeyliga.

De nordjyske pirater mødte fredag aften de forsvarende franske pokalmestre fra Grenoble, og det møde slap Aalborg bedst fra, selvom gæsterne fra Frankrig kom bedst fra land.

Franskmændene bragte sig foran med 2-0 i første periode, men seks minutter inde i anden periode svarede Aalborg igen med to scoringer på bare 16 sekunder. Kort før, midterperioden var forbi, slog værterne til igen. Troy Lajeunesse bragte med et powerplaymål Aalborg foran med 3-2.

I slutningen af tredje periode udbyggede Pirates til 4-2. Grenoble reducerede kort efter, men nordjyderne scorede igen og vandt 5-3.

Aalborg Pirates møder lørdag aften rumænske Brasov, som tabte med hele 9-2 til polske Katowice, da de fredag to hul på semifinaleturneringen, hvor de to bedste klubber kvalificerer sig til finalestævnet i begyndelsen af 2025.

Mors-Thy bankede bundprop

Det er endnu ikke lykkedes oprykkerne fra Grindsted at hente et eneste point i herrernes håndboldliga i denne sæson, og da sydjyderne fredag aften gæstede Mors-Thy Håndbold, fik de heller ikke et ben til jorden.

Det nordvestjyske hjemmehold vandt med hele 39-26 efter at have ført med 22-12 ved pausen.

Sejren betyder, at Mors-Thy har 13 point på kontoen efter 11 kampe, og det rækker til en øjeblikkelig femteplads i Herre Håndbold Ligaen.

Vejdirektoratet advarer om kraftig blæst

Kraftig blæst får fredag aften Vejdirektoratet til at advare trafikanter, der passerer Sallingsundbroen mellem Mors og Salling.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

Advarslen gælder i begge retninger.

'Kør forsigtigt og nedsæt hastigheden,' lyder det.

Vinden ventes at aftage lørdag morgen, oplyser Vejdirektoratet.

Tilkalder assistance til ladebrand

Nordjyllands Beredskab er fredag rykket ud til en brand på Gravenstenvej syd for Sæby.

'Vi er fremme på stedet. Melding fra holdleder er komplet overtændt lade,' skriver beredskabet på X.

Station Frederikshavn er kaldt til assistance med en drejestige, oplyser Nordjylland Beredskab.

Direktør fyret efter dom

Den tidligere Agri Nord-direktør Kim Koch mister sit job som direktør i organisationen Bæredygtigt Landbrug, efter at han fredag blev dømt for bedrageri.

'Bæredygtigt Landbrug har fra begyndelsen af Kim Kochs ansættelse været klar over den netop afsluttede sag, og derfor sørgede vi selvfølgelig for at tage de nødvendige forbehold i forhold til en eventuel retssag og deraf dom. Det betyder, at Kim Koch i henhold til kontrakten fratræder sin stilling som direktør for Bæredygtigt Landbrug per dags dato,' skriver Bæredygtigt Landbrug i en officiel udtalelse.

Organisationen har ikke yderligere kommentarer til sagen.