Få fyldt mave og elbil: Lynladenet ved stor fastfoodkæde
Det bliver snart nemmere for elbilejerne at få ladet deres biler op, når de samtidig får fyldt egne energidepoter op på McDonald's.
Norlys og McDonald's har indgået et samarbejde om at opstille landets største 400 kW-ladenet ved McDonald's restauranter i hele landet - dermed også i Nordjylland.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Ved mere end 75 McDonald's restauranter landet over, vil der blive lademulighed for minimum fire biler ad gangen. Lynladerne kan bruges af alle, da Norlys opererer med et åbent ladenetværk.
- Med opførelsen af tæt på 200 lynladere kan vi gøre livet lettere for de mange elbilejere - også i de mindre befolkede områder, hvor der kan være langt mellem lynladerne, siger Mads Friis, administrerende direktør hos McDonald's i Danmark.
Det nye lynladenet skal efter planen være realiseret inden udgangen af 2024.