Danskere i tvivl om EU, viser Megafon-måling
- Jeg stemmer altid til EU.
Sådan lyder det fra Wandy Thygesen. Han er en af de mange, der har deltaget i dette års Europæiske Folkemøde, der afholdes i Mariager.
- Jeg ved godt, hvad jeg skal stemme, fortæller Helle Thostrup, der også er deltagende i årets Europæiske Folkemøde.
Mens Wandy Thygesen og Helle Thostrup er stensikre på, at de skal stemme til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni, så ser det anderledes ud for mange danskere.
Hver fjerde dansker er uafklaret om, hvorvidt de overhovedet vil stemme ved Europa-Parlamentsvalget – og også i tvivl om, hvor krydset skal sættes. Det viser en ny Megafon-måling lavet for TV2.