Kort Nyt

Bil i brand på motorvej

Vejdirektoratet advarer lige nu bilister, der kører på Frederikshavnmotorvejen mellem Flauenskjold og Nørresundby.

Et køretøj er nemlig i brand, og derfor skal bilister nedsætte hastigheden og passe på.

Nordjyllands Beredskab er på vej til stedet.

Opdateres...

Nu får Rasmus Prehn et ordførerskab

Tre af de nordjyske socialdemokrater i Folketinget får frem mod næste valg nye arbejdsopgaver. Det sker, efter at folketingsgruppen - i kølvandet på regeringsrokaden for nylig - har blandet kortene på ny.

Flemming Møller Mortensen, der siden sidste valg har haft posten som sundhedsordfører, overlader nu dette hverv til Lea Wermelin. I stedet bliver den nordjyske socialdemokrat sit partis udenrigs- og udviklings-ordfører sideløbende med en række andre poster.

Han var i S-regeringen minister for netop udviklingsområdet.

Partifællen Per Husted skal i fremtiden tale Socialdemokratiets sag i spørgsmål om innovation og kunstig intelligens, ligesom han bliver ny tele-ordfører og Færø-ordfører.

Efter sidste valg fik folketingsmedlem Rasmus Prehn ikke eet eneste ordførerskab. Han blev udelukkende formand for transportudvalget. Nu får nordjyden yderligere en opgave, idet han også kan kalde sig land- og by-ordfører. 

Milliondonation skal hjælpe hospital med at stille kræftdiagnoser hurtigere

Der er nok glade miner at spore på Aalborg Universitetshospital

For en milliondonation på 2,6 millioner kroner fra organisationen Melsen Fonden, skal hjælpe universitetet med at udrede hoved-halskræft hurtigere.

Det er nemlig afgørende for, at kræftdiagnosen kan stilles hurtigere – og derved forbedre chancerne for en vellykket behandling.

- Vi er de første i Danmark, der får mulighed for systematisk at anvende de nye og forbedrede digitale videokikkerter, som gør, at vi hurtigere og med større sikkerhed kan fastholde eller frafalde kræftmistanken. Helt konkret betyder det, at vi nu kan tage de ønskede vævsprøver allerede på den første dag i lokalbedøvelse, i stedet for at patienterne skal have foretaget dem i fuld bedøvelse tre til fire dage senere, forklarer Jonas Bruun Kjærsgaard, der er læge og ph.d.-studerende i Øre- Næse- og Halskirurgisk Afdeling, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Tiden der går fra første mistanke om kræft til en endelig afklaring bør begrænses til et minimum, da den giver en eventuel kræftknude mulighed for at vokse yderligere, samtidig med at ventetiden er en belastning for både patienter og deres pårørende. Derfor er vi også utroligt taknemmelige for den generøse donation fra Melsen Fonden, som vil gøre muligt at fremrykke en endelig afklaring.

Der er ifølge lægen nemlig gode chancer for at behandle hoved-halskræften effektivt, hvis den opdages tidligt. Han forventer at kunne igangsætte de første udredninger med den nye metode fra november og med fuld implementering i starten af 2025.

Politi leder efter gerningsmand i sager om kontaktbedrageri

Nordjyllands Politi leder efter gerningsmanden i to sager om kontaktbedrageri, der fandt sted tirsdag. Begge sager fandt sted i Vesthimmerland Kommune.

Den første anmeldelse kom tirsdag formiddag klokken 11.30. Et ægtepar, en kvinde på 74 og en mand på 80 år, fra Løgstør, blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra deres bank, og som fortalte dem, at der var nogen, der var i gang med stjæle fra dem.

Herefter blev der sendt en anden person til deres adresse. Her fik manden udleveret både kontanter og ægteparrets dankort, som han hver hævede 10.000 kroner på.

Og det er stort set det samme, som det en 82-årig kvinde blev udsat for tirsdag formiddag i Overlade.

Signalment

  • Mand

  • Dansk af udseende

  • Dansktalende

  • 25-30 år gammel

  • Spinkel af bygning

  • Omkring 180 cm høj

  • Mørkblondt mellemlangt hår

  • Iført beigefarvet kasket med skyggen bagud og brunt habitsæt

Hvis du har set noget, kan du kontakte politiet på 1-1-4.

Sagerne er ved at blive efterforsket, og politiet er i gang med at undersøge om der er videoovervågning i området.

Naboer til rockerborg er ikke utrygge

Siden år 2000 har Hells Angels haft klublokaler på Østergade i Nørresundby.

Og i alle årene har Helle Asmussen været nabo til rockerborgen - i hvert fald i professionel forstand. Hun startede nemlig med at arbejde i børnehaven Ane Dam i 1999.

- Vi har ikke mærket noget særligt til det. Når det bliver sommer og forår, så tager man motorcyklerne ud og gør dem klar, og der har vi hørt lydene fra dem, og vi har fornemmet, at de har været der, men faktisk ikke særlig meget, siger hun.

Men naboskabet kan snart være slut. For i går annoncerede Aalborg Kommune, at de har udstedt et et såkaldt samlingsstedsforbud mod klubben, der betyder, at klubbens rockere ikke må opholde sig i lokalerne.

Det er blandt andet sket med henvisning til den generelle tryghed i området. Men der har ikke været megen utryghed at spore hos børnehaven.

- I starten var vi nysgerrige på, hvordan det ville blive, og vi overvejede også; jamen, skal vi gå forbi, eller skal vi gå udenom? Men det valgte vi at lade være med, og vi har ikke haft nogle vanskeligheder eller problemer ud af det. Da de havde været her et stykke tid, kom de og spurgte, om de måtte få lov til at lave et hegn, fordi det hegn, der var der i forvejen, var meget lavt. Der røg nogle gange gange en sten over, og så kom de en tre stykker og spurgte, om de måtte få lov til det. Der vil jeg da nok sige, vi sank ekstra en gang, men mere har vi ikke mærket til det, siger Helle Bugge.

Hent biblioteksbøger i pakkeboks

En forsøgsordning gør det nu muligt at hente sine biblioteksbøger i pakkebokse. I hvert fald hvis man bor i enten Kongerslev, Ulsted eller Hou.

Ordningen træder i kraft i oktober.

Det foregår i en multifunktionel pakkeboks, hvor forskellige aktører kan leje sig ind. Affaldsfællesskabet Nordværk gjorde det i foråret muligt at aflevere farligt affald og tekstilaffald i udvalgte pakkebokse. Nu kan borgerne i Aalborg og Nørresundby også hente en rulle affaldsposer til mad- eller restaffald. Og snart tester Aalborg Bibliotekerne altså muligheden for at benytte pakkeboksene til at låne biblioteksbøger i en række byer udenfor eget bibliotek.

Ifølge rådmand Anna Aaen (EL) fra Klima og Miljø har pakkeboksene været en stor succes.

- Borgerne har taget rigtig godt imod ordningen, som vi har udvidet, da vi oplevede et stigende behov. I dag er der omkring 50 pakkebokse ved etageejendomme i Aalborg og Nørresundby, siger hun.