Arla-strejke fortsætter på flere afdelinger
Mandag nedlagde 144 Arla-laboranter og logistikassistenter arbejdet på otte afdelinger rundt om i landet.
Heriblandt er mejerierne i henholdsvis Svenstrup og Bislev.
Strejken medfører nu, at de 144 medarbejdere skal betale en bod. Det bekræfter tillidsrepræsentant og talsperson for de strejkende, Lone Elkjær, til TV Midtvest.
Det blev tirsdag fastlagt af Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation, at strejken altså er overenskomststridig.
De ansatte vil ikke genoptage arbejdet onsdag morgen, selvom det ville medføre, at de kunne undgå at betale 56 kroner per time, som de står til at betale.
- De fortsætter (strejken, red.). Det er, hvad jeg ved lige nu, skriver Lone Elkjær onsdag morgen.
Hun har tidligere forklaret, at der, ifølge medarbejdernes overenskomst, burde have været en lønstigning på 722 kroner om måneden sidste år.
Lønstigningen er dog i flere tilfælde blevet modregnet i de ansattes personlige tillæg.
- Vi vil have de 722 kroner uden at blive modregnet, har Lone Elkjær tidligere understreget.
Arla er kede af situationen, men vil ikke forhandle med medarbejderne, der har nedlagt arbejdet.
Tillidsrepræsentanterne samles onsdag morgen i Arla for at diskutere situationen.