38-årig skyldig i drab og partering af Mia Skadhauge Stevn
Efter syv retsmøder, to dages afhøring af den tiltalte og 18 vidneafhøringer har byretten i Aalborg nu afgjort, om den 38-årige Thomas Thomsen fra Flauenskjold er skyldig i drabet på Mia Skadhauge Stevn eller ej.
Klokken 13 blev han kendt skyldig i at have dræbt 22-årige Mia Skadhauge Stevn. Han er også kendt skyldig i forsøg på voldtægt af Mia Skadhauge Stevn. Allerede i begyndelsen af retssagen erkendte den 38-årige mand usømmelig omgang med lig, hvilket han også er blevet kendt skyldig i.
Retsformand Lars Krunderup var den eneste, der tog ordet, da retten igen var sat onsdag middag. Her læste han op fra den skyldskendelse, som de tre juridiske dommere og seks nævninge har udarbejdet sammen. Det er et enigt nævningeting, der har kendt Thomas Thomsen skyldig i drab, og det har de blandt andet gjort, fordi de finder den tiltaltes forklaring utroværdig.
- Mia, der som nævnt var meget spirituspåvirket, døde ved kvælning, mens hun var i tiltaltes varetægt. Tiltales forklaring om det passerede må tilsidesættes som utroværdig og i strid med objektive beviser i sagen, herunder de lægelige oplysninger og stederne, hvor brystplastre, hårelastik og nøgler blev fundet. På den baggrund finder retten det bevist, at tiltalte dræbte Mia ved kvælning, lyder det blandt andet i skyldskendelsen.