220.000 nordjyske elkunder får højere regning
220.000 elkunder i Nordjylland kan i 2024 se frem til en større regning for at bruge strøm mellem 17 og 21. Til gengæld bliver det billigere at bruge strøm om natten.
Derfor skal flere nordjyder til at tænke over, hvornår de vasker tøj, laver aftensmad og sætter gang i opvaskemaskinen.
Og det er faktisk meningen med den nye prismodel, som elnetselskabet N1, der er ejet af Norlys, tager i brug.
Prismodellen ved navn "tarifmodel 3.0" ændrer på prissætningen af nettariffen, som er den pris, kunderne betaler for driften af elnettet.
Tidligere har N1-kunderne betalt ekstra, hvis de brugte strøm mellem 17 og 20 i vinterhalvåret. Mens de i sommerhalvåret havde samme pris døgnet rundt.
Fremadrettet er der en forhøjet pris i aftenperioden hele året. Derudover udvider N1 perioden med den højeste pris til 17-21. Det skriver Finans.
N1-kunder har i anden halvdel af 2023 ekstraordinært været fri for at betale tariffen. 220.000 af kunderne er husstande i Nordjylland. De vil alle være omfattet af den nye prissætning.