Kort Nyt

Mors-Thy har fundet Niels Agesens efterfølger

Mors-Thy Håndbolds cheftræner Niels Agesen har sagt stop. I hvert fald ved slutningen af denne sæson.

Og derfor har klubben naturligvis været på udkig efter en ny træner. Ham har de nu fundet i den nuværende assistenttræner 37-årige Dennis Bo Jensen.

Han kommer til at få ansvaret fra 1. juli 2025.

- Dennis har en profil til Mors-Thy håndbold. Som landstræner for det danske U18-hold har han stor erfaring i talentarbejdet og vil derved kunne implementere de mange store talenter, vi henter fra eget akademi, siger Mors-Thy Håndbolds direktør Ian Marko Fog til klubbens egen hjemmeside.

Dennis Bo Jensen har været Mors-Thys spidskandidat, siden Niels Agesen valgte at melde sit stop, og den nyfundne cheftræner har blandt vist så flotte resultater som træner, at han tidligere er kåret til årets træner i Kvindeligaen.

- Jeg har takket ja til denne store mulighed af mange af de samme årsager til, at jeg tog her til i første omgang. I Mors-Thy Håndbold er meget funderet i talentudvikling, som er noget, der ligger mit hjerte meget nært, og som jeg virkelig brænder for, lyder det fra næste års cheftræner Dennis Bo Jensen.

Han har fået en aftale, der løber til juni 2027.

Indsat død i nordjysk fængsel

En indsat i det nordjyske fængsel Kragskovhede Fængsel, der ligger nord for Frederikshavn i Jerup, er afgået ved døden 7. september.

Det bekræfter Kriminalforsorgen overfor TV2 Nord.

- Vi kan under henvisning til reglerne om tavshedspligt ikke komme ind på de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet, indleder Kriminalforsorgen sit svar.

- Vi kan dog oplyse, at politiet rutinemæssigt blev tilkaldt, og hændelsen undersøges nu nærmere af politiet og kriminalforsorgen, ligesom hændelsen er indberettet til Folketingets Ombudsmand i overensstemmelse med gældende regler.

Kragskovhede Fængsel

  • Kragskovhede er et åbent fængsel med 161 åbne pladser

  • Et lukket afsnit med 50 pladser

  • De indsatte er mandlige fængselsdømte fra hele landet - de fleste dog fra Nord- og Midtjylland

  • Der sker mellem 850 og 900 indsættelser om året

  • Fængslet ligger i et naturområde mellem Frederikshavn og Skagen

  • Fængslet hører under Kriminalforsorgen Vest

  • Fængslets medarbejdere omfatter fængselsbetjente, håndværkere, socialrådgivere, lærere, sygeplejersker m.v.

  • Kilde: Kriminalforsorgen.dk

De pårørende er underrettet.

Har du set noget? Påkørte 16-årig bagfra og stak af

En 16-årig dreng slap med forskrækkelsen, da han onsdag aften blev påkørt af en bil bagfra. Føreren af bilen stak af, efter bilisten ramte den 16-årige.

Det fortæller Lars Rosenvinge fra lokalpolitiet i Hobro.

- Han er ikke kommet alvorligt til skade. Han har hudafskrabninger på hænderne, og han har fået ridser på sin hjelm.

Den 16-årige kom tirsdag aften klokken 22.00 kørende på knallert ad Gl. Visborgvej, da han ud for nummer 114 blev ramt af bilen bagfra.

Bilen bliver beskrevet som en sort eller mørkeblå Skoda Octavia med et registreringsnummer, der starter med bogstaverne 'UK'.

- Vi hører meget gerne fra ejeren af bilen eller fra eventuelle vidner, lyder det fra Lars Rosenvinge.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 1-1-4.

Tåget morgen, men så kommer sensommervejret

Natten har skabt perfekte forhold for tågen, og det kan skabe visse trafikale problemer, når folk sender sig selv afsted på arbejde torsdag morgen.

Men frygt ej, vejret bliver meget bedre i løbet af dagen.

Der kan gå lidt tid, før sådan en tæt tåge forsvinder, når det er efterår, men de fleste steder skulle tågen have lagt sig, når formiddagen for alvor rammer.

Og derefter viser det tidligere efterår, at det kan producere fint vejr samt flotte varmegrader.

I eftermiddag vil der nemlig være mulighed for helt op til 21 grader i det nordjyske, og det bliver rigtig sommerligt med 'ikke ret meget vind at give af', oplyser meteorolog hos TV 2 Vejr Lone Seir.

I aftentimerne vil det fortsat være stille og klart, mens temperaturerne falder til under 15 grader.

Åbner omsorgscenter i Aalborg

Syge hjemløse borgere får fra 24. september muligheden for at få op til 14 dages ro og restitution med gratis kost og logi på omsorgscenter Nordly i Aalborg.

Tilbuddet er til de hjemløse borgere, der har været indlagt på hospitalet, oplyser Røde Kors.

Det nye omsorgscenter åbner i et samarbejde mellem Region Nordjylland, netop Røde Kors og med økonomisk støtte fra Social- og boligstyrelsen.

Der vil være plads til fem patienter på ad gangen på omsorgscenteret.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde en plads på et omsorgscenter til nogle af de borgere, der har allermest brug for støtte. Vi glæder os rigtig meget til, at vi kan slå dørene op og tage imod de første borgere, som har et helt særligt behov for rolige rammer til restitution, lyder det fra Marie-Louise Gotholdt, der er national chef i Røde Kors.

- Vi overvåger situationen

Når du trisser afsted mod arbejde torsdag morgen, skal du være opmærksom, for der er nemlig dannet tæt tåge i løbet af natten ifølge DMI.

- Nogle steder er tågen tæt, dvs. sigten er under 100 meter, skriver DMI i et opslag på X.

Det handler om at komme afsted i god tid ifølge vejrinstituttet, men du kan så glæde dig til hen på formiddagen, hvor tågen letter, og det bliver en lun dag med 18 til 22 grader.

Det er faldende temperaturer, rolige vindforhold samt klart vejr, der har givet perfekte forhold til tågedannelse natten over.

- Vi overvåger situationen og opdaterer om nødvendigt, lød det i nat 01.10 fra vagthavende meteorolog Mette Wagner på DMI's hjemmeside.

DMI har udsendt et kategori 1 varsel i forhold til tågen, hvilket dermed er i kategorien 'voldsomt vejr'.