Mand overfaldet på bodega: Brækkede næsen og kindbenet
Tre brud på højre kindben, en brækket næse, løse tænder, en knækket tand og et blåt øje.
Det var, hvad en 55-årig mand var efterladt med, efter han fredag aften klokken 23.20 blev overfaldet på Farmors Bodega, der ligger i Nykøbing på Mors.
Det fortæller René Carlsen fra lokalpolitiet i Thisted.
- Vi kender ikke identiteten på gerningsmanden endnu, men vi er fortrøstningsfulde og skal nok fange ham, konstaterer han.
Det var ifølge anmelderen et umotiveret overfald.