Nyt partnerskab: Jesperhus samler ind til Julemærkehjemmene
'Danmarks bedste sted for børn'. Sådan omtaler ferie- og forlystelsesparken Jesperhus sig selv.
Og de sætter nu gennem events, salg af blomsterløg, medarbejderaktiviteter og en donationsknap på pantmaskinen gang i en indsamling til børnene på landets Julemærkehjem.
- Vi er stolte over at indgå et partnerskab med en organisation, der virkelig er med til at gøre en forskel for børn i Danmark. Vi har faktisk også en håndfuld af vores egne medarbejdere, der som barn selv har været igennem en svær tid, og på egen krop har mærket, hvilken forskel et ophold på et Julemærkehjem kan gøre, fortæller Henrik Munksgaard, der er CEO i Jesperhus.
Søren Ravn Jensen, der er direktør for Julemærkehjemmene, ser positivt på det nye partnerskab.
- Jesperhus har nogle stærke værdier om at skabe nærværende fællesskaber, hvor børn og voksne kan lege og dyrke sjove aktiviteter sammen. Det lægger sig meget op ad de værdier, som vi på Julemærkehjemmene bruger i vores arbejde med at hjælpe børn ud af mistrivsel. Vi glæder os derfor meget til at se, hvad vi sammen kan udrette i vores partnerskab, siger han.