Kort Nyt

Turistsamlesteder kan lukke i nordjysk kommune

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mange turister har tidligere fundet information, samlet et par flyers sammen og fået en sludder for en sladder i en fysisk turistinformation. Men det kan snart være slut i Mariagerfjord Kommune.

For på et byrådsmøde i næste uge skal det besluttes, hvorvidt de sidste to fysiske turistinformationer i henholdsvis Mariager og Øster Hurup skal lukkes ned i slutningen af 2025. 

Det er på dagsordenen, fordi Destination Himmerland selv har lagt op til lukningen, og nu vil satse på en ny strategi. 

Sidste år var der kun 500 ekspeditioner i Øster Hurups turistinformation, og det på trods af, at der var over 300.000 kommercielle overnatninger i området, fortæller Johanne Bugge, der er Destinationsdirektør hos Destination Himmerland.

- Folk søger ikke turistinformationerne som førhen, men de vil gerne have inspiration på deres mobiler og personlig service, der hvor de er, siger hun.

Ifølge Johanne Bugge er det en tendens, der også sker i resten af landet. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

65 erhvervsdrivende bakker op

Destination Himmerland er klar med en ny strategi, der - på trods af nedlukningen af to turistinformationer - skal sørge for, at endnu flere turister bliver inspireret og får information. Til højsæsonen kan man derfor ved 65 erhvervsdrivende, såsom attraktioner, campingpladser og lignende, møde mini-informationer. 

-  Vi vil faktisk udvide vores gæsteservice og muligheden for at give endnu flere gæster endnu mere inspiration. Så ved de 65 erhvervsdrivende har de materiale og flyers, de kan give til gæsterne, der hvor gæsterne er, siger Johanne Bugge og forklarer, at der på sigt skal være såkaldte "mini-informationer" ved op til 100 erhvervsdrivende i Himmerland. 

- At så mange allerede har givet tilsagn, er vi enormt stolte af og glade for. Det viser, at der er et fællesskab om at ville hjælpe hinanden med at henvise gæsterne - og så er de også klar over, at de selv får kunder i egen butik, når de har informationen liggende, siger Johanne Bugge. 

Snart kan turistinformationen i Øster Hurup være fortid. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Andre gør det samme

Men det er altså op til byrådet i Mariagerfjord Kommune at afgøre, om de fysiske turistinformationer skal lukkes ned. Hvis de bliver lukket, sparer det kommunen for 200.000 kroner om året. 

Ifølge Johanne Bugge er nedlukningen af de fysiske turistinformationer også noget, der sker andre steder. 

- Vi følger den tendens, fordi vi kan se, det kommer til at give mening, siger Johanne Bugge, der dog godt kan forstå, hvis det ikke vækker glæde alle steder. 

- Turistinformationerne har altid betydet meget ude i byerne, men vi skal se på, hvordan vi bruger de kommunale skattepenge bedst i forhold til at nå ud til flest turister, siger Johanne Bugge. 

Hvis byrådet stemmer for en lukning, vil det ske i en overgangsperiode der løber til slutningen af 2025. Og derudover vil turistinformationen i Øster Hurup samtidig rykke op i lokalerne ved Sol og Strand i overgangsperioden. 

Seks kommuner får løft i lægedækningen

År efter år har nordjyske kommuner råbt vagt i gevær over en alvorlig mangel på praktiserende læger.

Men nu lysner det i sundhedstusmørket. Der er nemlig flere hvide kitler på vej til de kommuner, hvor det står værst til.

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal allerede fra årsskiftet sikre flere læger til de områder i landet, hvor manglen er størst, og hvor der samtidig er flest syge borgere.

Det betyder, at Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø Morsø og Thisted kommuner nu kan se frem til et løft i lægedækningen.

Pirates taber med et brag

Aalborg Pirates fik prygl her til aften, da de spillede mod Herlev Eagles.

Holdet, der elles ligger nummer to i ligaen måtte se sig slået 5-0 af rivalerne.

Trods tabet er Aalborg Pirates dog stadig nummer to i ligaen med 47 point, mens Herlev Eagles nu har 42. Først i ligaen er Herning Blue Fox med 52 point.

På bare et minut lykkedes det i løbet af kampen Herlev Eagles at score mål tre gange. Og således tog Eagles føringen 3-0 og det blev kun værre som tiden gik.

I dagevis har telefonerne været nede hos stort lægehus

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system.

Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

Hverken Region Nordjylland eller Alles Lægehus har ønsket at stille op til interview. Alles Lægehus oplyser dog, at telefonerne virker igen.

Flere turister i oktober

Det har været et godt efterår i Nordjylland.

I hvert fald hvis man arbejder med turisme. For der har nemlig været en del flere overnatninger i Nordjylland på både hoteller, vandrehjem, campingpladser og sommerhuse med videre i løbet af oktober.

Faktisk har der været knap 7 procent flere overnatninger i Nordjylland i oktober i år sammenlignet med sidste år. I år har der været 320.495 overnatninger i Nordjylland i oktober. Det viser tal fra Danmarks Statistik.