Sjælden forsikring redder høsten - for nogle
Den ekstreme tørke, der i år har ramt landet, kan få store økonomiske konsekvenser for landmændene, men ikke for John Madsen.
Som en af ganske få landmænd har han nemlig tegnet en sjælden afgrødeforsikring.
Og selvom John Madsens havremark lidt udenfor Hobro netop har fået en lille byge og umiddelbart ser grøn ud, så er den voldsomt tørkeramt.
Det er et syn, der får John Madsens humør til at dale kraftigt.
- Det er sgu noget lort. Det er værdiløst. Det er sgu trist, sukker John Madsen, mens han traver ned igennem marken.
For John Madsen er ulykken dog til at overse.
Som en af ganske få landmænd har han nemlig tegnet en afgrødeforsikring. Faktisk var det lidt tilfældigt, at han tegnede forsikringen. Sidste år skiftede han forsikringsselskab til Topdanmark.
Den assurandør, der kom på besøg, spurgte ham, om han ville tegne afgrødeforsikringen. Sådan en havde han aldrig hørt om før, men han lod sig overtale.
Og det er han rigtig glad for nu.
- Det er i hvert fald en rigtig god forsikring for mig. Det kan jeg da se. Jeg ville da hellere se på en mark, der gror godt, men når nu vi er ramt af den her tørke, så er jeg da virkelig glad for, at jeg fik tegnet den forsikring, siger John Madsen.