Så er de nye skilte kommet op i Hobro
Arbejdet med at få Vikingeborgen Fyrkat på UNESCOs Verdensarvsliste har været 16 år undervejs.
For mindre end to uger siden lykkedes det så endelig, og i dag har fire nye skilte gjort det hele lidt mere virkeligt - til stor begejstring for Mariagerfjord Kommunes borgmester, Mogens Jespersen (V).
- Det at vi nu sætter skilte op, gør det officielt, at vi nu er indenfor UNESCOs ringe, fortæller han til TV2 Nord.
Og det er ikke kun for synets skyld, at de fire skilte nu er sat op i Hobro. Ifølge Lars Christian Nørbach, der er museumsinspektør ved Nordjysk Museum, hvor Fyrkat hører til, kommer det helt sikkert til at kunne mærkes på besøgstallene.
- Vi har statistik på, at de her gæster, de kommer, hvis der er ordentlig skiltning, og det her er ordentlig skiltning. Det er super god skiltning, fortæller han.
Udover kommunens skiltning har Nordjysk Museum også planer om at opsætte skilte ved alle vikingeborge i deres områder, og de skal nævne UNESCOs Verdensarvsliste, og hvad sådan en liste egentlig indebærer.
To af skiltene er placeret på E45 ved hver sin frakørselsrampe mod Hobro, mens de to andre er længere inde mod byen.