Ren Mission Impossible: Tyve skar sig gennem tag og loft
Hvis du i weekenden har set en Tom Cruise lignende person ved Randersvej i Hobro, så hører lokalpolitiet i Himmerland meget gerne fra dig.
For at uddybe, så drejer det sig om en eller flere indbrudstyve, der har stjålet blandt andet elværktøj og en motorsav fra en butik på adressen. Her er tyvene kommet ind i butikken ved at fjerne tagplader og derefter skære sig gennem loftbrædderne.
- Vi tænker, det må have larmet en del, og det må have fyldt noget at køre afsted med, så hvis der er nogle, der har set noget, så hører vi meget gerne fra dem, fortæller politiassistent Mikkel Brügmann fra lokalpolitiet.
Der er på nuværende tidspunkt ikke et samlet overblik over, hvad og hvor meget der er blevet stjålet.