Overraskelse i V-bagland efter vragning af Marie Bjerre
- Det er jo ikke bare et tab for Nordjylland. Det er et tab for hele Danmark.
Sådan siger en tydelig berørt borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), om at Marie Bjerre efter Venstres mini-ministerrokade i dag er røget ud af regeringen.
I stedet har løvinde fra tv-programmet 'Løvens Hule' Mia Wagner overtaget posten.
Per Bach Laursen fik i nat en sms fra den nu tidligere minister for digitalisering- og ligestilling, om at hun ikke længere skulle bestride posten. En sms som han først læste i morges.
- Jeg havde slet ikke set det komme. Det havde jeg ikke. Jeg var også med på landsmødet og vi talte om en eventuel og naturlig rokade, men Maries navn blev aldrig nævnt. Hverken fra nord, syd, øst eller vest. Men det må Troels jo have en grund til, siger den chokerede borgmester.
Også i Rebild begræder Venstre-borgmester Jesper Greth tabet af en nordjysk minister.
- For det første er Marie Bjerre dygtig, flittig og ihærdig - hun gør det fantastisk. Det andet er, at det jo er godt for os i Nordjylland at have en minister på Christiansborg. Jeg er er ærgerlig over, at vi mister den indgang. Hun bragte relevante, nordjyske dagsordener derind, siger han.
Landsformand i Venstres Ungdom, Lasse B. Sørensen, der selv er nordjyde, har støttet Marie Bjerres valgkampagne under folketingsvalget.
Han havde heller ikke den den 37-årige nordjyske ministers afgang fra regeringen komme.
- Jeg var vel lidt overrasket. Men det er Troels, der sætter ministerholdet, og jeg er sikker på, de nuværende navne nok skal klare det godt, lyder det fra landsformanden, der har stor tiltro til Marie Bjerres erstatning.