Nordjysk batmand uddeler røvfuld ved PL
Få føler sig mere hjemme til de Paralympiske Lege (PL) end 40-årige Peter Rosenmeier. Hvis nogen.
Mandag spillede han sig såmænd også videre til kvartfinalen ved PL i Paris. Parasports udøveren fra Hadsund udklasserede sin britiske modstander Paul Karabardak og vandt stensikkert i tre sæt.
Cifrene blev 11-5, 12-10 og 11-6.
Som noget nyt er der ikke et indledende gruppespil i bordtennisturneringen, som i stedet spilles ud fra et knockoutsystem. Derfor var danskeren pisket til at tage en sejr mod briten, og han skuffede som bekendt ikke.
Netop dét har Rosenmeier heller ikke for vane at gøre. Han har vundet PL to gange (2008 og 2016). Samtidig står han noteret for en sølvmedalje (2021) og to bronzemedaljer (2004 og 2012).
Rosenmeier er aldrig taget hjem fra PL uden en medalje.