Kort Nyt

Millionrenovering af 600 år gammel havn gennemført

Mariager Havn har fået en kærlig hånd, og er nu blevet rustet til et barskere klima. Det har man gjort ved at hæve kajen og samtidig anlægge en 300 meter lang kajkonstruktion, som blandt andet består af stål og særlige beskyttelser mod rust af metaldelene.

Den nye konstruktion skal være med til at kystsikre bymidten, og holder angiveligt i 120 år.

- Mariager Havn er en hjørnesten i vores fjordkommune. Med renoveringen har vi ikke blot fornyet havnens infrastruktur, men også skabt et endnu stærkere fællesskab omkring vores smukke fjord, lyder det fra Udvalgsformand for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune, Henrik Sloth.

Renoveringen af havnen begyndte i efteråret 2023, og det har kostet 29 millioner kroner at renovere den 600 år gamle havn. Udover en kystsikring, er der også blevet etableret en ny promenade og et helt nyt slæbested, som gør det lettere at sætte sin båd i havet.

Den nye havn bliver indviet mandag 9. december klokken 16, hvor Mariagerfjord Kommune byder på blandt andet gløgg og æbleskiver.

Brønderslev Kommune får ny direktør

Brønderslev Kommune har fået ny direktør for Børn og Kultur.

Valget er faldet på Mads Rune Jørgensen, der har været skolechef i Aalborg Kommune siden 1. august 2019. Og valget af den nye direktør vækker glæde hos kommunen.

- Jeg er helt sikker på, at vi med Mads får en profil, som både vil og kan arbejde videre med at udvikle kerneopgaverne indenfor blandt andet skole-, fritids- og kulturområdet, lyder det fra borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V).

Mads Rune Jørgensen blev valgt ud fra 12 kandidater, og han ser frem til sin nye rolle.

- Jeg har læst arbejdsgrundlaget for direktionen i Brønderslev Kommune, og de værdier, som fremgår her, er i tråd med sådan, som jeg ønsker at arbejde. Der er et godt samarbejde i organisationen, med politikerne og med borgerne og jeg glæder mig til at stå i spidsen for en fagforvaltning, der varetager opgaver på et af de vigtigste velfærdsområder i vores samfund, fortæller han.

Mads Rune Jørgensen begynder i sit nye arbejde 1. januar 2025.

Politiet leder stadigvæk efter pårørende efter drukneulykke

Der er endnu ikke dukket pårørende op til den mand, som onsdag morgen blev reddet op af Limfjorden.

Nordjyllands Politi modtog onsdag en anmeldelse om en mulig drukneulykke klokken 6:59, hvor både Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab var til stede med redningsbåde og -helikoptere.

En time efter anmeldelsen fandt man en livløs mand i Limfjorden, som straks blev sendt til sygehuset.

- Vi er desværre stadig der, at der ikke er sket forbedringer på hans tilstand, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Arendrup.

Politiet kender ikke til mandens identitet, og de sendte derfor onsdag et signalment ud, så eventuelle pårørende kunne melde sig.

Signalement

  • Cirka 30-40 år
    • 170-180 cm høj
    • 75-80 kg
    • Slank kropsbygning
    • Sort krøllet hår og sort fuldskæg
    • Iført lyse Adidas-sko, en gul hættetrøje, sort jakke og sorte bukser
    • Manden har ingen andre kendetegn (som fx tatoveringer)
    • Manden har muligvis medbragt et gråt stofnet. En sådan blev fundet ved kajen.

Hvis du kan hjælpe Politiet med at komme nærmere mandens identitet, kan de kontaktes på 114.

Unge knejter knaldet af politiet

Kender du også nogle unge med lidt for meget benzin i blodet?

Det er i hvert fald tilfældet for to knejter i Aars, der var så kålhøgne at begå ulovligheder lige i nærheden af den lokale politistation i Aars.

En 17-årig ung mand kørte i en rum tid på baghjul på en knallert ude på Løgstørvej - et stenkast fra politistationen. Han blev standset og sigtet for manglende agtpågivenhed.

Men knallerten var ikke hans. Den tilhørte en 15-årig kammerat, som nu også er blevet sigtet, da knallerten var ulovlig.

Det oplyser Mikkel Brügmann, politikommissær ved Nordjyllands Politi i Hobro.

Eneste koncert i Nordjylland: Topband indtager Nibe

The Minds of 99 vender tilbage til Nibe Festival, når festivalen løber af stablen 2. juli 2025. Det meddeler Nibe Festival i en pressemeddelelse.

Det er samtidig bandets eneste koncert i Nordjylland i hele 2025, som ellers har udsolgt tre koncerter i Parken i år.

- De har en helt særlig evne til at skabe magiske og intime øjeblikke, som passer perfekt til vores publikum og vores omgivelser, med Skalskoven som verdens bedste kulisse. At vi samtidig er de eneste i Nordjylland, der får glæde af bandet, er jo helt vildt, udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

Bandet kommer til at være et af hovednavnene til den kommende festival, der også har annonceret navne som Medina, HUGORM, Christopher og Nik og Jay.

Festivalen har meldt ud, at man allerede har solgt 75 procent af deres partoutbilletter, mens dagsbilletterne bliver sat salg tirsdag 3. december.

Borgere uden vand fra morgenstunden

Vandforsyningen er lukket for de fleste borgere Frederikshavn.

Grundet et ledningsbrud på Hjørringvej ved Knivholtmarkvej måtte Frederikshavn Vand torsdag klokken 6:30 lukke ned for vandforsyningen. Det meddeler Frederikshavn Vand i en mail ud til borgerne i Frederikshavn.

Det var klokken 2:30 i nat, at Frederikshavn Forsyning kunne konstatere et brud på en vandforsyningsledning.

- Du kan efterfølgende opleve, at vandet kan være farvet, uklart eller at der er luft i vandet. For at afhjælpe problemet skal du åbne for dine vandhaner og lade vandet løbe til det er klart igen, skriver Frederikshavn Vand blandt andet i mailen, samtidig med at de beklager ulejligheden.

I løbet af formiddagen har der været gang i et stort gravearbejde for at lokalisere problemet. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Klokken 8:59 oplyser Frederikshavn Vand, at man er begyndt at fylde vand på ledningsnettet igen, så man forventer en normalisering af vandforsyningen i løbet af formiddagen.

'Vi arbejder lige nu på at reparere bruddet, men vandet er nu ved at blive omdirigeret så vi kan forsyne de berørte borgere med vand snarest muligt', skriver forsyningen.