Kommune investerer i hobevis af ladestandere
Mariagerfjord Kommune har valgt at investere 880.000 kroner for at få flere ladestandere til elbiler til kommunen.
Aftaler med både Norlys og Clever sikrer, at der kommer 65 nye ladestandere til kommunen. Heraf fire hurtigladere, som placeres i feriebyen Øster Hurup.
- I Mariagerfjord Kommune vil vi være på forkant med den grønne omstilling og det koster på den korte bane, men tjener sig hjem på den lange. Aftalerne med Norlys og Clever løber 10 år og vores årlige indtægter fra virksomhederne er 240.000 kroner. Det betyder, at den grønne investering er tjent hjem i løbet af blot fire år, forklarer Jesper Skov Mikkelsen (V), der er formand for Udvalget for Klima og Landdistrikter i Mariagerfjord Kommune.
Ladestanderne skal senest være i drift 1. september 2024.