Kort Nyt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hul i vejen spærrede motorvejsspor

Et motorvejsspor på E45 Nordjyske Motorvej var søndag eftermiddag kortvarigt spærret i nordgående retning ved Hobro.

Det skyldtes et hul i vejen, kunne Vejdirektoratet berette.

Ved 14-tiden er alle spor på motorvejen dog genåbnet, og vejen er farbar igen.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Danmark vinder VM – for to nordjyder er det langt fra nyt

Det danske herrelandshold har netop besejret Kroatien ved VM i håndbold.

Danmark vandt med cifrene 32-26.

Det er aldrig sket før, at et landshold har vundet VM fire gange i streg. Men det er netop, hvad vi søndag aften har været vidne til i en decideret magtdemonstration over det kroatiske landshold.

Og med på holdet var flere nordjyder – og spillere fra Aalborg Håndbold. Blandt andet Magnus Saugstrup, Thomas Arnoldsen, Henrik Møllgaard og Simon Hald.

Udover den flotte titel, pokalen og æren bliver de to sidstnævnte nu også del af en særlig klub.

For de er blandt en håndfuld danske spillere, der nu også kan skrive hele fire VM-guld på cv’et.

Noget, der heller aldrig er sket før.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Elever har våben med på scenen

74 elever på Aalborg Katedralskole arbejder lige nu på højtryk for at få dette års teaterkoncert stablet på benene. Og i år involverer det våben.

Temaet for teaterkoncerten er nemlig krig.

- I en verden fuld af krig og kaos, vil vi især gerne sætte fokus på civile, som jo er de store ofre i en tid med krig, lyder det fra Andrea Krsnik.

Hun er én af de elever, der står bag manuskriptet til stykket, hvor overskriften er: ’Hvad er mit våben’.

I løbet af weekenden har de mange elever været i gang med at øve koncerten, der involverer både militærfolk og kærlighedshistorier, og hvor forskellige falske våben er med på scenen.

Teaterkoncerten spilles i løbet af den kommende uge, og er næsten udsolgt.

Billedet er fra én af elevernes mange prøver. Foto: Aalborg Katedralskole

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Helles busselskab overtager ruter fra konkursramt firma

Sydthy Taxi og Turistfart ApS overtager tre busruter i Sydthy. 

Det bekræfter indehaver Helle Søndergaard overfor TV Midtvest.

Tirsdag formiddag kunne det lokale netmedie Limfjord Update fortælle, at Morsø Bustrafik var få dage fra at gå konkurs.

Fredag kan mediet så fortælle, at Sydthy Taxi og Turistfart ApS, i samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab, overtager den daglige drift af de lokale busruter i Sydthy efter Morsø Bustrafik K/S. 

Indehaveren, Helle Søndergaard, fortæller til TV MIDTVEST, at det er ruterne 318, 319, 328 og 329, som selskabet overtager, men at kunderne ikke kommer til at mærke en ændring, da driften fortsætter som normalt med samme busser og samme chauffører. 

Den 24-årige indehaver overtog sidste år Sydthy Rute og Turistfart i Sdr. Ydby. Men allerede som 21-årig skabte hun vognmandsfirmaet Sydthy Taxi og Minibusser i Hurup sammen med sin far, Palle Søndergaard. 

Helle Thorsø Søndergaard biler og busser er fordelt i Thy, Mors, Fjerritslev og Skive.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Årsag til dødsbrand er stadig ukendt, men politiet har en teori

Lørdag eftermiddag omkom en 30-årig mand, efter at være brændt inde i en villalejlighed på Algade i Brønderslev.

Både politi og beredskab var massivt til stede på adressen i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Og dagen derpå er der stadig ikke klarhed over hændelsesforløbet.

- Alt tyder på, at det var et uheld. Men det er kun noget, det tyder på. Det er ikke helt endeligt fastlagt, lyder det fra Thomas Ottesen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Mandag bliver en brandundersøgelse sat i gang. Her skal teknikere finde ud af, hvad der præcis var årsag til branden, mens politiet i Frederikshavn skal afhøre naboer, familie og andre vidner.

- De indledende afhøringer blev lavet lørdag, men der skal yderligere til, og det sættes i gang mandag, fortæller vagtchefen.

I lejligheden ved siden af var en kvinde hjemme, da branden brød ud. Hun slap derfra ved egen hjælp.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Slut med solskin - søndag byder på tåge, dis og skyer i massevis

Lørdag fik nordjyderne solen at se. Det bliver der ikke noget af søndag.

Her er er der i stedet udsigt til tåge og dis fra morgenstunden. Og ellers består vejrmenuen blot af skyer.

Temperaturen kravler stille og roligt op på godt tre til fire grader, mens der også kan komme en enkelt regnbyge lokalt i den nordligste del af Jylland.