Kort Nyt

Hobro taber efter skuffende anden halvleg

Der var ikke nordjysk succes i NordicBet Ligaen, da Vendsyssel FF tidligere på lørdagen tabte 0-1 hjemme til superliganedrykkerne fra Hvidovre IF.

Hobro IK havde dog en time senere på eftermiddagen muligheden for at skabe lidt nordjysk fodboldglæde.

Holdet skulle forsøge at følge op på sidste uges sejr mod Kolding IF med en udekamp mod AC Horsens denne lørdag.

Som lidt ekstra krydderi på opgøret ville Hobro med en sejr samtidig overhale netop AC Horsens i tabellen og spille sig på femtepladsen i den næstbedste foldboldrække for mænd i landet.

Det blev dog en kamp, der ikke væltede sig i målchancer, og det var samtidigt rigtigt svært at forudsige en vinder efter første halvleg, der endte uden scoringer.

Det var dermed spændende at se, om måltavlen ville lyse op i anden halvleg.

Det gjorde den et par gange. Til AC Horsens fordel til stor ærgrelse for de nordjyske gæster.

Første scoring kom med 20 minutter igen af kampen, og den anden scoring blev sat ind syv minutter senere til slutresultatet 2-0.

Nederlaget placerer Hobro IK på sjettepladsen med 15 point efter 11 kampe, og dermed holder holdet sig lige nøjagtig i det fine selskab, der efter 22 spillerunder deler sig op i henholdsvis et oprykning- og nedrykningsspil.

20-årig redder FC Thy-Thisted Q med sen scoring

FC Thy - Thisted Q spiller med om de sjove pladser, der i sidste ende kan sikre en oprykning til Gjensidige Kvindeligaen, hvilket er den bedste række for fodboldkvinder i Danmark.

De gode takter skulle holdet forsøge at fortsætte hjemme mod Østerbro IF.

Hjemmeholdet kom dog skidt fra start og var allerede bagud med 0-1 efter otte minutters spil.

Det var svært for Thy - Thisted at komme resultatmæssigt tilbage i opgøret, og der skulle en scoring til i de døende minutter af den ordinære spilletid.

Med to minutter igen dukkede den kun 20-årige Anna Givskov op og scorede det udlignende mål til slutresultatet 1-1.

Det ene point bringer FC Thy - Thisted Q op på 15 point efter otte kampe i 1. division kun overgået af suveræne FC Midtjylland med 21 point efter lige så mange kampe.

Superliganedrykker blev for stor en mundfuld for Vendsyssel

Lørdag eftermiddag skulle Vendsyssel FF forsøge at hægte sig på top-6 i NordicBet Ligaen, da holdet hjemme tog imod superliganedrykkerne fra Hvidovre IF.

Opgøret kom efter en kamp midt på ugen, hvor Vendsyssel fik stryg af Brøndby IF i Oddset Pokalen med et nederlag på 0-5.

Vendsyssel måtte dermed op på hesten igen.

Hjemmeholdet fik da også fra start af mod Hvidovre lukket af, så det ikke startede som mod Brøndby, hvor Vendsyssel var bagud med 0-4 efter 16 minutter.

Alligevel fik nordjyderne gjort det svært for dem selv, da de begik straffespark efter godt 30 minutters spil.

Gæsterne havde dermed spillets største chance, men den chance misbrugte Frederik Høgh, og dermed kunne Vendsyssel være lykkelige for, at det stadig var status quo efter første halvleg.

Anden halvleg skulle dog kun være 11 minutter gammel, før Hvidovres Frederik Høgh fik taget sin revanche. Han scorede nemlig gæsternes føringsmål til 1-0.

Bo Zinck på Vendsyssels trænerbænk forsøgte nærmest alt efter scoringen, hvor han hurtigt fik skiftet to nye spillere ind, og med 11 minutter igen havde cheftræneren foretaget alle fem mulige udskiftninger.

Lige lidt hjalp det.

Vendsyssel FF kunne ikke få udlignet, og dermed måtte mandskabet gå fra banen med det sjette nederlag i 11 kampe i NordicBet Ligaen.

Det placerer dem på niendepladsen med 13 point, men Hillerød kan stadig nå at overhale dem i denne spillerunde. Vendsyssel vil som minimum være to point efter top-6, når spillerunden er slut.

Efter 22 spillerunder opdeler ligaen sig mellem de seks bedste hold, der skal spille om oprykning, og de seks dårligste, der skal spille om at blive i NordicBet Ligaen.

Thisted taber igen

To nederlag i streg var det blevet til, før Thisted FC lørdag eftermiddag gæstede BK Frem i herrernes 2. division i fodbold.

Gæsterne var underdogs i opgøret, og overraskelsen udeblev også.

BK Frem kom nemlig foran 1-0 allerede efter 17 minutters spil, og det formåede Thisted FC aldrig at svare tilbage på, selvom tiden var til det.

BK Frem scorede heller ikke yderligere og vandt dermed 1-0.

Det betyder, at Thisted FC har otte point efter ni kampe, hvilket placerer dem næstsidst ud af 12 hold i 2. division.

Nordjyder fortsætter stærk sæsonstart på svær udebane

Fortuna Hjørring er ellevedobbelt danmarksmester i kvindefodbold, og der blegner dagens modstander fra HB Køges tre titler en smule.

Det er bare sådan, at HB Køge har vundet tre af de seneste fire år. Sidste sæson tog FC Nordsjælland titlen i Gjensidige Kvindeligaen med HB Køge på tredjepladsen.

Fortuna Hjørring vandt seneste mesterskabet i 2020 - året før HB Køge tog deres første af tre.

I denne sæson er nordjyderne kommet bedst fra start, hvilket en placering som rækkens førerhold efter seks kampe beviser, og lørdag eftermiddag var det altså tid til den syvende i sæsonen ude mod HB Køge.

Første halvleg var lige så jævnbyrdig, som man næsten kunne have sagt sig selv, og den sluttede dermed, som den startede.

Helt lige. 0-0.

Det kunne nærmest kun blive en mere sindsoprivende anden halvleg, men på måltavlen fortsatte de sidste 45 minutter i samme spor.

Hverken HB Køge eller Fortuna Hjørring kunne tilspille sig den skelsættende chance, der ville afgøre opgøret.

Det blev derfor en nullert mellem de to mandskaber, der begge drømmer om at vinde mesterskabet endnu engang. Fortuna Hjørring ligger bedst til som nummer et med 17 point efter syv kampe.

Efter dem ligger FC Nordsjælland med 15 point efter seks kampe, mens dagens modstander HB Køge ligger med 10 point efter syv kampe af Gjensidige Kvindeligaen.

Nordjyske motionister kører milliondonation hjem til børn med kritisk sygdom

Tidligere i år fik ryttere fra velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby trådt godt og grundigt i pedalerne, og det blev gjort i den gode sags tjeneste.

1.200 motionsryttere tog turen til Paris på cykel i sommer, alt imens Jonas Vingegaard forsøgte at besejre Pogacar i alperne og pyrenæerne.

Jonas Vingegaard havde ikke heldet med sig i den mission, men i mål kom han, og det samme gjorde Team Rynkebys ryttere i et trods alt lidt mere menneskeligt tempo.

Nu udmunder præstationen fra Team Rynkeby sig i et stort indsamlet millionbeløb til fordel for børn med kritisk sygdom.

25,4 millioner kroner er blevet indsamlet, og de penge deler Børnecancerfonden og Børnelungefonden mellem sig, oplyser Team Rynkeby Fonden om årets indsamling i en pressemeddelelse.

Deltagerne fra Team Rynkeby Nordjylland indsamlede 1.380.697 kroner.

- Det er et fantastisk flot resultat, der er realiseret i en tid, hvor konkurrencen er blevet stadigt større, og hvor erhvervslivet mange steder sidder lidt tættere på sponsormidlerne end tidligere, lyder det fra Steffen Juncker, der er landechef for Team Rynkeby Fonden i Danmark.

- Når det alligevel er lykkedes at rejse så mange penge, er det et udtryk for den enorme dedikation og ønske om at gøre en forskel, som deltagerne træder ind i projektet med.