Kort før deadline: Hobro sælger profil
Klubben har også kunnet byde en spiller velkommen.
Hobro IK har solgt angriberen Jesper Cornelius til 3F-Superligaklubben Lyngby BK kort før vinterens transfervinduet lukkede ved midnat. Det skriver klubben på deres hjemmeside i en pressemeddelelse.
Angriberen kom til klubben i sidste vintertransfervindue fra Danmarksserieklubben Vorup FB, og har siden da hurtigt udviklet sig til en profil. Angriberen sender derfor også en stor tak til klubben.
- Jeg skylder Hobro IK en kæmpe tak for at have troet på mig og givet mig chancen i NordicBet Ligaen. Hobro IK har hjulpet mig enormt meget i min udvikling og uden den tillid som klubben og trænerteamet har vist mig, var jeg aldrig nået hertil i min karriere, siger Jesper Cornelius til klubbens hjemmeside.
Klubbens tekniske chef Lars Justesen sender også rosende ord med på vejen.
- Vi er stolte og glade over, at vi har været med til at forløse en del af det store potentiale som han rummer, og at vi nu kan sende ham afsted til den bedste danske række siger meget om den udvikling han har gennemgået det seneste år.
I Hobro nåede Jesper Cornelius 23 kampe med otte mål til følge. I Superligaen skal han hjælpe Lyngby til overlevelse, hvor AaB og Sønderjyske er de to nærmeste hold over stregen.
Få timer inden Jesper Cornelius' afgang kunne klubben annoncere købet af den 19-årige forsvarsspiller Mikkel Kannegaard fra AGF, der bliver udstyret med en kontrakt til udgangen af 2027.