Kort Nyt

Hobro kæmper sig til uafgjort på hjemmebane

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hobro IK sikrede i sidste runde af grundspillet sig en plads i det fine selskab blandt de seks bedste hold i NordicBet Ligaen.

De seks bedste spiller i oprykningsspillet, hvor nedrykning er umuligt, og der kun kæmpes om at spille sig til en plads i Superligaen.

Hobro var dog inden dagens opgør 16 point efter Sønderjyske på andenpladsen, der er en af de to oprykningspladser. 

Med samme pointtal som Hobro lå Kolding IF, og det var netop dagens modstander, som Hobro IK bød velkommen på DS Arena. 

Efter kampen havde ingen af de to lagt afstand til hinanden, for opgøret endte nemlig uafgjort 1-1 efter en kamp, hvor gæsterne var farligst.

Første halvleg var uden mål efter få chancer i de første 45 minutter, hvor Kolding dog var farligst. 

Hobros modstandere blev rigtig farlige fra starten af anden halvleg, hvor gæsterne allerede to minutter inde scorede føringsmålet. 

Målet kom efter et indlæg fra Hobros venstre forsvarsside, og det kunne hjemmeholdet ad to omgange ikke dække op for, selvom Andreas Søndergaard i Hobro-målet først diskede op med en fin redning, før Kolding sparkede returbolden i mål fra kort afstand. 

Der skulle kun gå 10 minutter, før Hobro slog til og bragte balance i regnskabet ved en listig scoring af angriberen Jesper Cornelius. 

Det blev også kampens sidste scoring, og dermed får hvert hold et enkelt point. Næste kamp for Hobro er 6. april ude mod Sønderjyske. 

Ejendom evakueret: Mand forsøgte at slukke brand i ældre dames lejlighed

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Vrå, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er nemlig opstået brand på et komfur i en ældre dames lejlighed, fortæller indsatsleder Thomas Dybro.

- Branden har spredt sig til emhætten og tagrummet, hvor der dog ikke var ild, men kraftig røgudvikling, siger han.

Beredskabet blev alarmeret om branden klokken 11, og de beredskabet kom frem, blev der straks sendt et røgdykkerhold ind, der tog sig af brandslukningen.

- Vi har to, der er taget med på grund af røgskade, fortæller indsatslederen.

I forbindelse med branden blev beboerne i etageejendommen evakueret. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hjalp genbo

Den ene af de to er den ældre dames genbo, der spottede ilden på komfuret og straks skred til handling. Han fik slukket for elektriciteten i lejligheden, men kunne ikke stille noget op mod røgen og branden.

- Ambulancen havde egentligt kigget på manden og besluttet sig for ikke at tage ham med, men politiet har vurderet, at han skal med. Han har meget adrenalin i kroppen, og jeg tror, det er en fornuftig beslutning, lyder det fra indsatslederen.

Der er 8-10 lejligheder i etageejendommen, og beboerne har i øjeblikket ikke adgang til lejlighederne.

- Selvom boligerne burde være tætte, skaber røgen et overtryk, der kan trænge ind alle steder. Så derfor tager vi lige og ventilerer lejlighederne med en højtryksudlufter, fortæller Thomas Dybro.

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.