Hobro IK henter forstærkninger
Både Moubarack Compaoré og Mathias Kristensen kommer til klubben.
Spillertruppen i Hobro IK bliver nu udvidet med en afrikansk ungdomslandsholdsspiller.
Klubben har nemlig skrevet kontrakt med den hurtige offensivspiller Moubarack Compaoré.
Moubarack Compaoré er 20 år gammel, og har senest spillet i Sarpsborg 08 i den bedste norske række, Eliteserien.
Han har tidligere repræsenteret Burkina Fasos U17- og U20-landshold. Og han er derfor en spiller, klubben forventer meget af.
- Vi har haft Moubarack til prøvetræning i en uge, hvor vi kunne se hinanden an. Her var det tydeligt at se, hvilke spidskompetencer Moubarack har, og at det er nogle af de kvaliteter som vi mangler i vores offensiv, lyder det fra Lars Justesen, der er teknisk chef i Hobro IK.
Og han er ikke den eneste spiller, Hobro har hentet til. De fortsætter nemlig opprustningen med også at hente midtbanespilleren Mathias Kristensen, der tidligere har spillet i FC Fredericia og Esbjerg fB.
- Mathias besidder mange offensive kvaliteter og kan bidrage med kreativitet til vores offensive spil. Samtidig kan Mathias bidrage med sin erfaring og lederevner overfor en ellers ung trup og på denne måde være med til at videreudvikle klubben, fortæller Lars Justesen.
Både Moubarack Compaoré og Mathias Kristensen har haft første træning med Hobro-holdet. De er begge med i truppen når Hobro IK møder Skive IK i en testkamp tirsdag.