Dømt for frisørdrab - retten troede ikke 37-årige havde stukket sig selv
Den 41-årige mand, der sad på anklagebænken for at have dræbt en 37-årig frisør i Hobro, er i dag blevet kendt skyldigt af et enigt nævningeting i Retten i Aalborg.
Det skriver Nordjyske.
Den tiltalte har i sagen ellers selv forklaret, at den 37-årige frisør efter noget tumult havde stukket sig selv, hvorefter han var faldet ned ovenpå den kniv, som han lige havde stukket sig med.
Forklaringen købte nævningetinget på ingen måde, fremgår det ifølge Nordjyske, der har set skyldskendelsen.
Forsvarer Camilla Nowak fortæller til TV2 Nord, at klienten er ked af afgørelsen, da han ikke er enig i dommen.
Hun oplyser derudover, at klienten har udbedt sig betænkningstid. Ankefristen er 14 dage.
Drabet foregik den 3. juni sidste år, og den afdøde havde syv stik og snit. Særligt et stik, der har ramt afdødes højre lunge og hjerte, vurderes til at være den tilgrundliggende dødsårsag.
Et vidne har tidligere forklaret, at han så den afdøde komme vaklende ud på vejen.
- Han virker meget bange. Han er nærmest panisk. Han siger også til mig: ”Pas på”, forklarede vidnet, inden anklageren spurgte, hvad den 37-årige ellers sagde til ham.
- Han vil slå mig ihjel, forklarede vidnet, at den 37-årige sagde.
Vidnet ringede 112 og forsøgte at udøve førstehjælp til manden. Frisøren blev afhentet i lægehelikopter men døde fire dage senere af sine kvæstelser.
Den 41-årige blev anholdt tre dage efter det fatale knivstikkeri i Italien.
Det vides endnu ikke om den 41-årige har tænkt sig at anke dommen.