Kort Nyt

Byrådet er sat fri til at stemme i sagen om 15-etagers højhus

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er ikke til at sige, om planerne om en 50 meter høj ejendom på Klochhus-grunden i Hobro bliver til noget eller ej.

Det skal afgøres torsdag, når der er byrådsmøde. Her er alle medlemmer nu sat fri til at stemme, hvad de vil, lyder det fra borgmester Mogens Jespersen (V).

- Alle kan stemme, hvad de synes, er det rigtige. Sådan er det jo i demokrati, siger han.

Det har dog ikke altid været traditionen i Mariagerfjord Kommune. Oftest bliver partierne på forhånd enige om, hvad de skal stemme.

På den måde bliver beslutninger sjældent truffet med snævre flertal. De vil nemlig helst undgå beslutninger med snævre flertal.

Derfor endte Teknik- og Miljøudvalget også med at stemme imod planerne om den 15 etager høje bygning i sidste uge.

Siden har økonomiudvalget sendt sagen videre til byrådet uden en indstilling. Ifølge borgmester Mogens Jespersen (V) sker det, fordi der først skal styr på, om de 3300 underskrifter mod projektet er indsamlet korrekt.

Ifølge bygherre Bent Dahl er der nemlig flere underskrifter, som tæller flere gange. Det er dog ikke tilfældet ifølge Niels Fjeldberg, der er talsperson for Borgergruppen Jernbanegade, som er imod projektet.

Inden medlemmerne i byrådet skal træffe den endelige beslutning på torsdag, skal både bygherre Bent Dahl og underskriftindsamler-koordinatoren fra borgergruppen komme med deres bemærkninger til underskrifterne.

Byrådsmøder er offentligt tilgængelige. Interesserede borgere kan møde op torsdag klokken 18 på rådhuset i Hobro.

Tørstig tyv? Orkede ikke at køre til grænsen

Tidlig fejring af "lille fredag"?

En tyv havde i hvert fald trangen til at slukke tørsten på en lidt uortodoks måde, og det fik et kølerum i Hjørring at mærke.

Her fik Foreningen Hjørring og Omegns Broderlige Skyttelaug stjålet 10-15 kasser øl, da en cylinderlås til deres klubhus blev brudt op.

Det fortæller politikommissær hos Nordjyllands Politi, Peter Skovbak.

Politiet anslår, at der har været indbrud mellem tirsdag klokken 12.00 og torsdag klokken 10.30.

Tyven sørgede dog også for, at der ikke kun var noget til at skylle ganen hos de drikfældige. For der røg også to kasser sodavand med.

Truede politiet med machete: Nu er dommen faldet

Trusler med en machete og en attrappistol mod flere politiansatte på åben gade. Det var blandt andet det, politiet måtte håndtere en sen aften i Brønderslev.

Episoden fandt sted 26. juni ved 23-tiden mod ansatte fra Nordjyllands Politi.

Fredag blev dommen så afsagt i Retten i Hjørring. Den 23-årige mand idømmes ét års fængsel for hændelsen, oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi på X.

Manden er efter dommen blevet fængslet.

Omdiskuteret nordjysk rytter får nedsat karantæne

Det var et videoklip, hvor Carina Cassøe Krüth trænede sin hest Heiline’s Danciera, der fik hende i vælten.

Videoklippet var blevet tilsendt rideforbundets formand. I august blev hun tildelt otte måneders karantæne for overdreven brug af pisk mod sin hest.

Hun blev samtidig tildelt en bøde på 5000 kroner fra Danske Ride Forbunds Disciplinærudvalg på baggrund af videoklippet.

Men nu er der nyt i sagen. Det fremgår af pressemeddelelse fra DIF’s Appelinstans.

Her lyder det, at den nordjyske rytters karantæne bliver nedsat fra otte til tre måneder, imens bødestraffen på 5000 kroner stadfæstes.

De tre måneders karantæne løber fra afgørelsen i rideforbundets appeludvalg 28. august.

Dermed kan 40-årige rytter konkurrere igen fra 28. november 2024.

Tæt tåge og let regn: Mild efterårsdag venter

Om du har efterårsferie eller må på arbejde, skal du være ekstra forsigtig, når du bevæger du ud på de nordjyske veje.

DMI varsler tæt tåge med sigtbarhed under 100 meter indtil klokken 10.00 i formiddag.

Men vi kan trods alt se frem til en mild dag.

Selvom den dis, der præger morgenen og formiddagen, forventes også at lette en smule ud på eftermiddagen, skal man ikke sætte næsen op efter solskin i dag.

Vinden forbliver rolig, og temperaturerne kan nå op på 14-16 grader. På trods af dis og skyer vil vejret kunne føles smukt, med den lette tåge, der hænger i luften.

Senere på eftermiddagen kan der dog komme lidt mere nedbør, især i områder omkring Jammerbugten.

Hvis vejrsystemet ændrer sig en smule, kan også dele af det vestlige Nordjylland få en lille regnbyge i dag.

Du kan se hele vejrudsigten her:

Tryk og hør Solvej give dagens vejrudsigt.

Vejret tre timer frem
Vejret senere