Beboer fanger sin indbrudstyv på fersk gerning
Forestil dig, at du trisser rundt derhjemme alene, og pludselig hører du noget puslen. Sådan udviklede formiddagen sig for en beboer på Glenstrup Søvej ved Fårup tirsdag.
- Beboeren opdager en maskeret mand, der er i gang med at fjerne ting fra hjemmet, siger Anders Nielsen, der er politiassistent hos efterforskningen hos Lokalpolitiet Himmerland.
Da manden bliver opdaget, får han benene på nakken, men han nåede immervæk at få skrabet til sig, før han blev opdaget.
- To Verner Panton stole, en Verner Panton lampe og en række Royal Copenhagen service er blevet stjålet, siger Anders Nielsen.
Da beboeren så indbrudstyven, dog maskeret, kunne politiet hurtigt anholde og sigte en 24-årig mand ud fra kvindens signalement.
- Vi anholdt manden klokken 14 i Randers og løslod ham senere, da han nægtede forholdet, siger politiassistenten.
Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor tyvekosterne er, og efterforskningen er i gang.