90-årig udsat for tricktyveri i eget hjem
Lokalpolitiet opfordrer til, at man er påpasselig med, hvem man lukker ind i sit hjem.
Mandag aften blev en 90-årig kvinde udsat for tricktyveri i Hadsund.
Kvinden, der bor i en ældrebolig, hørte det bankede på døren omkring 19.30. Foran hende stod en dansk kvinde med en masse småkager. Kvinden spurgte, om ikke den ældre dame ville have småkagerne, og om de så ikke skulle finde en tallerken til dem.
Den ældre kvinde lukkede den lyshårede kvinde ind, så småkagerne kunne blive anrettet på en tallerken. Efterfølgende forlod den lyshårede kvinde boligen.
Først et par timer senere gik det op for den 90-årige, at hun havde været udsat for tyveri. For både et smykkeskrin og et chatol var brudt op. Hun indså, at en ekstra gerningsmand måtte have været med inde med den lyshårede kvinde.
- Det er noget, som kan ske for alle mulige andre. Så jeg vil gerne opfordre til, at man er påpasselig med, hvem man lukker ind. Særligt, hvis folk dukker op ud af det blå, lyder det fra politikommissær Lars Rosenvinge.
SIGNALEMENT
Lyshåret
30-40 år
Cirka 165 centimeter høj
Dansktalende uden accent